Juleindsamling af briller hos Louis Nielsen i Hvidovre
Alle, der donerer briller til Tanzania inden jul, deltager i lodtrækning om nye briller
- Jeg håber, at folk i Hvidovre og omegn er friske på at kigge efter i skuffer og skabe, om de har briller liggende, som kan hjælpe et andet menneske, der ellers aldrig ville få mulighed for at få hjælp til et bedre syn, siger chefoptiker Rico Nielsen. Louis Nielsen i Hvidovre trækker lod om nye briller til en værdi af 795 kroner blandt alle, som indleverer brugte briller i butikken inden juleaften. Hjælp til tusinder Louis Nielsen sender medarbejdere på ekspedition til Tanzania seks-otte gange årligt for at give synsprøver og briller til mennesker, som ellers aldrig ville have fået råd til eller mulighed for at få hjælp til et bedre syn. Projektet har kørt i tre år og indtil videre har over 17.000 mennesker fået hjælp. I efteråret var vinderen af Louis Nielsens modelkonkurrence, Årets Brillelook, Ehsan Kavousi med på en ekspedition, og det blev en oplevelse for livet. - Det var fantastisk at opleve den helt umiddelbare glæde hos folk, der fik briller. Det var i mange tilfælde de store smil, der var fremme, når mennesker pludselig kunne se klart igen, siger Ehsan Kavousi. Samarbejde med SOS Børnebyerne I forbindelse med årets store brilleindsamling indleder Louis Nielsen et samarbejde med SOS Børnebyerne. Det betyder, at Louis Nielsen i de kommende måneder vil give synsprøver og briller på en række af SOS Børnebyernes faciliteter i Tanzania. Samarbejdet betyder desuden, at alle Louis Nielsen butikker i julemåneden vil have indsamlingsbøsser fra SOS Børnebyerne stående, så alle har mulighed for at give et bidrag til organisationens store arbejde for forældreløse og udsatte børn i Tanzania.