HIF får ny angriber
26-årige Mads Rønne har aldrig tabt på ¿Kæmpernes Arena¿
Den første spiller blev hentet i fredags, hvor Mads Rønne fik papir på at være HIF-spiller frem til sommeren 2014. - Jeg har aftalt, at jeg spiller i HIF frem til sommeren 2014 af to årsager, fortæller Mads Rønne. - For det første har jeg en aftale med min arbejdsgiver, hvor jeg har fået lov til at gå ned i tid det næste halve år. Derudover vil jeg gerne afprøve mig selv i 1. division og se, om det er noget for mig. På den måde passer et halvt år godt sammen, fortæller Mads Rønne. - Jeg har spillet det meste af min ungdom i Vordingborg, hvor jeg også spillede det første senior år. Så gik jeg i gang med en bankuddannelse i Jyske Bank på Amager, og så blev Fremad Amager min nye klub. Jeg spillede i alt 103 kampe og scorede 49 mål, så det er et pænt gennemsnit. Jeg er 186 cm. høj og forholdsvis hurtig. Jeg sparker godt med mit højreben og er rimelig god på hovedet. Jeg er mest kendt for at arbejde stenhårdt for holdet, og det er nogle af de kompetencer, jeg regner med at skulle bruge i Hvidovre. Jeg er lidt uortodoks som angriber, og jeg går til den. Fysisk holder jeg mig ikke tilbage... - Jeg kender ikke så mange spillere i HIF og kun fra vore indbyrdes kampe. Men den måde HIF spiller på har altid imponeret mig, og det er en spilleform, som jeg godt kan se mig som værende en del af. Jeg skiftede sidste sæson fra Fremad Amager til B93, fordi de også står for teknisk fodbold, men det har ikke været en succes. Nu kommer jeg til en klub i den nedre del af 1. division, hvor man skal kæmpe om hvert eneste point i hver eneste kamp, og det ligger godt til min spillestil og det, som jeg synes, jeg er god til... - Jeg kender Hvidovres assistenttræner Peer F. Hansen fra den tid, hvor han var chef i Fremad Amager, og det var et godt bekendtskab for mig. I øvrigt har jeg aldrig været med til at tabe på Hvidovre Stadion, og det skulle da gerne fortsætte...