Fortsæt til indhold

I Joys regeringstid

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

EN HEL NY EPOKE i Roskildes mere end 1000-årige historie startede, da byrådet for en uge siden enstemmigt valgte 33-årige Joy Mogensen som borgmester for de næste fire år.
Ganske vist har hun allerede beklædt posten gennem to og et halvt år, men ved dette valg fik hun en kanonsejr. Næsten hver fjerde vælger i hele kommunen og over halvdelen af alle socialdemokraterne satte kryds ud for hendes navn.
Nu er hun for alvor blevet borgmester i eget navn og får helt nye muligheder for at gennemføre den politik og skabe den udvikling, hun ønsker i Roskilde.

JOYS VALGSEJR MARKERER
samtidig en endelig sammenslutning af de tre kommuner, Roskilde, Gundsø og Ramsø på det politiske plan.
Endnu ved kommunevalget for fire år siden var scenen domineret af folk med baggrund i den ene eller anden af de gamle kommuner. Nu har vi fået en borgmester, der faktisk har stærk opbakning i hele kommunen, som stemmetallene denne gang viser.
I en periode har domkirkestaden i gamle Roskilde været alt for svagt repræsenteret, men den skævhed retter Joy Mogensen nu også op på.

RYKVIND VAR ELLERSIKKE
udbredt denne gang for Socialdemokraterne rundt om i landet. Gamle bastioner f.eks. hos naboerne i Køge faldt, men ud fra et demokratisk synspunkt er det nu heller ikke skadeligt med et politisk skifte af og til, så et enkelt parti ikke udvikler en syg magtkultur.
Overfor den borgerlige bølge ud over landet, formåede Joy Mogensen at skabe sit eget solide fundament i Roskilde gennem hårdt arbejde.

SOM LOKAL REDAKTØR
har jeg fulgt Joy, siden hun blev chef på rådhuset, og det har været imponerende. Tre gange, efter hun kom til, er der indgået 'budgetforlig over midten' med flere eller færre deltagere fra borgerlig side, og dette 'brede samarbejde' markerede et skift, som borgerne har sat pris på.
Endnu stærkere har det været at opleve den unge borgmester tale i større eller mindre forsamlinger. Hun formår altid at fastholde folks opmærksomhed, fordi alle kan mærke, at det er hendes egne ord – og at hun mener det.

FORSKELLEN PÅ SUCCES OG FIASKO
er nogle gange kun få meter eller måneder. Joy bestod den helt afgørende politiske prøve, da hun i sagen om 'betalings-ring' valgte at være borgmester og forsvare de tusinder af Roskilde-pendleres interesser, frem for at være S-partisoldat for en tabt sag.
På forhånd lignede det en 'farlig fælde', og oppositionen lugtede da også blod. Men hun kastede sig med fuld kraft ind i striden, og derfor vandt hun også, da regeringen til sidst blev nødt til at opgive det umulige forslag.

I ROSKILDES NYERE HISTORIE
rager en række borgmestre op, fordi de blev hele byens repræsentant og derfor var respekteret i alle lejre. Gennem de 35 år, jeg nu har fulgt lokalpolitik, er det skikkelser som Lisbeth Olsen, Henrik Christiansen og Bjørn Dahl, der hver på deres måde fyldte rollen ud.
Joy har med sine evner til at holde fast i en overordnet politik, til at samarbejde og tale tydeligt med borgerne alle muligheder for at blive næste led i denne række af borgmestre, der prægede Roskilde.
Lige nu er det ikke rigtig til at se, hvad der skulle kunne stoppe hendes periode som 'bydronning', hverken om 4, 8 eller 12 år. Så derfor kan tusinder af kommende roskildensere nok også kunne sige, at de levede:
I JOYS REGERINGSTID