Alt er klar til det store lokalbrag i Køgehallen
Køge og Solrød Comets mødes i 1. Division lørdag kl. 16.00
BASKETBALL: Der er lagt op til et meget spændende lokalbrag i basketball spillernes 1. Division, når Køge Basketball Klub lørdag den 7. december kl. 16.00 i Køgehallen tager imod Solrød Comets.
Begge hold har leveret nogle rigtigt gode indsatser i sæsonen og ligger side om side på en samlet 4. plads med hver 12 points.
Køge kommer til opgøret med et nederlag på 78-64 på udebane til rækkens suveræne tophold Virum. Det var holdets første nederlag efter fem sejre i træk.
Solrød Comets kommer til Køgehallen med tre sejre i træk - senest sikre 89-68 på hjemmebane mod Jonstrup.
- Vi glæder os utroligt til dette lokalopgør - "Slaget i Køge Bugt" - der har alle forudsætninger for at blive et drabeligt et af slagsen. At vi tabte til Virum var vel ventet. Virum er et rigtigt godt hold, og der er ikke noget at sige til at de ligger hvor de gør med 10 sejre i 10 kampe, siger formand Lars Vestergaard fra Køge Basketball Klub.
- Det bliver en kamp, hvor begge hold vil gøre alt hvad der står i deres magt for at trække sig sejrrigt ud. Vi kan igen disponere over Thomas Hylleberg, der er vendt hjem efter et udlandsophold. Og han ser stærk ud, siger Lars Vestergaard.
I Køge er der stor respekt for Solrød Comets der er nyoprykket fra 2. Division.
- Solrød Comets har gjort det supergodt efter oprykningen. Så jo, dt bliver en lige og meget spændende kamp, forudser Køge-formanden.
Køge-truppen har forberedt sig optimalt til storkampen. Holdet var samlet til en ekstra træning onsdag aften. Torsdag aften var der igen træning. Fredag har truppen fri inden den samles i Køgehallen halvanden time før kick-off og får den sidste gameplan på plads fra cheftræner Gediminas Zybartas.
Køge Basketball Klub håber, at rigtigt mange tilskuere vil finde vej til lokalbraget.
- Vi håber naturligvis på stor opbakning - vi forventer også at Solrød Comets tager en hel del tilhængere med sig til Køgehallen, hvor der nok skal blive god stemning, slutter Lars Vestergaard.