Køge Musikskole er i rigtig julehumør
JUL: Sædvanen tro går Køge Musikskole jule-amok i december måned.
Der er små hyggelige juleafslutninger, hvor forældre og søskende kan komme og høre, hvad man laver på musikskolen, men der er også store flotte koncerter, hvor der er plads til mange tilskuere.
Den første af den slags arrangementer finder sted allerede lørdag den 7. december kl. 16 på Køge Gymnasium. Det er Køge skoleorkester, der ved denne lejlighed viser, hvad de har brugt de sidste 25 år på. Det er nemlig deres 25. julekoncert, og de har allieret sig med operasangerinde Elsebeth Dreisig, der optræder som solist. Desuden kan orkestrets dirigent Arne Svendsen fejre sit 50 års jubilæum som musiklærer, så der er virkelig lagt op til fest. Børn under 12 år kommer gratis ind.
Er man mere til den klassiske musikstil, er der god mulighed for at få en dejlig oplevelse, når musikskolen holder sin store julekoncert i Køge kirke torsdag den 12. december kl 19.00. Her bliver publikum præsenteret for et bredt repertoire, der dækker fra korsang – over klavertrio og blokfløjteensemblet – til musikskolens store strygerorkester. Der er lagt op til en fin oplevelse, og så en den ganske gratis.
Af de mere intime koncerter kan nævnes cafekoncerterne i musikskolens store sal henholdsvis tirsdag den 17. december og torsdag den 19. december begge dage kl 19.00. Disse koncerter er også gratis og her vil musikskolens venneforening være til stede og sørge for, at der kan købes drikkevarer under koncerterne.
- Er der børn, der går i 6. eller 7. klasse, der kunne tænke sig at ”snuse” lidt til musikskolens tilbud om at spille i band, skal de bare møde op på musikskolens nye container om torsdagen, hvor der vil være musikinstrumenter til rådighed, så man kan finde ud af, hvad man har lyst til at spille på. Musikskolens to dygtige lærere Nikolaj og Una står klar med råd og vejledning. Det koster ikke noget, så kig endelig indenfor, opfordrer Helle Bodi fra Køge Musikskole.
pm