Nyt it-grej til Stevns Kommunes skolelærere
STEVNS: Onsdag den 11. december var det store "gave"-dag i det stevnske skolevæsen, hvor alle lærere med undervisningsopgaver fik en ny computer eller tablet efter eget valg. Uddelingen af alt det nye it-grej er resultatet af en beslutning om, at en del af overskuddet fra skolestrukturprocessen skal gå til nyt it-grej til lærerne.
- Hvis vi vil inddrage it i undervisningen for alvor, forudsætter det, at lærerne selv har adgang til it – også når de skal forberede sig, siger Poul Arne Nielsen, borgmester i Stevns Kommune.
Derfor satte kommunen gang i en proces, som skulle resultere i it til at alle de lærere, som har undervisningsopgaver i dagligdagen.
- I Stevns Kommune har vi ikke blot valgt én computermodel at give til lærerne. Ved at give dem flere valgmuligheder og satse på forskellige platforme og enheder er lærerne bedre forberedt, når eleverne medbringer deres eget udstyr til undervisningen.
Folkeskolereformen har herudover som mål at bringe endnu mere it ind i undervisningen end nu, og det skal de stevnske folkeskolelærere være parate til at honorere, tilføjer Poul Arne Nielsen.
Udover at modernisere undervisningen, har den digitale udvikling af folkeskolen også som mål at give lærerne mere tid.
- Vi giver ikke kun lærerne en nye computer, fordi det skal være smart. It har også potentiale til at frigøre ressourcer til mere og bedre undervisning samt give lærerne mere tid til de enkelte elever. Ved at bruge it til at understøtte lærernes forberedelse, undervisning, gennemførelse af test, eksaminer o.s.v. kan vi frigøre mere tid til elevernes læring, men det kræver den nødvendig efteruddannelse af lærere, som vi også sørger for, slutter Poul Arne Nielsen.
I alt blev der udleveret 132 stykker it, mens de 48 iPads mangler at blive leveret. I forbindelse med anskaffelserne får lærerne i skoleåret 2013-2014 tilbudt i gennemsnit 15 timers it-kursus af forskellig karakter, alt efter lærerens behov og ønsker.
Der er tale om kurser med særlig fokus på den faglige vinkel.
Kurserne står CFU - en del af UCSJ University College Sjælland - for i samarbejde med Stevns Kommune.
Kurserne målrettes fag og elevgruppe - indskoling, mellemtrin og udskoling - men har overordnede titler som præsentation og kollaborationsværktøjer til projektarbejde på alle klassetrin, det digitale penalhus til dit fag - samling og videndeling af ressourcer, digital historiefortælling samt blogs og wikis som portefølje og procesværktøj.
pm