Der lukkes igen for vandet i Vojens
Når de nye pumper skal tilsluttes Vojens Vandværk, lukkes der atter kortvarigt for vandet
Søndag, den 15. december klokken 22.00 og frem til klokken 01.30 lukker Provas for vandet hos ca. 3.000 beboere i Vojens.
Grunden er den samme som den 3. december, hvor der også blev lukket for vandet, nemlig at der er en renovering af Vojens Vandværk i gang.
"Vi er i gang med en større renovering af Vojens Vandværk. Bl.a. skal vi udskifte pumperne. Da vi lukkede for vandet den 3. december, var det fordi vi skulle lave en midlertidig omkobling, så vi kunne fjerne de gamle pumper og sætte de nye op. Søndag er vi klar til at sætte de nye pumper til, og det kræver, at vi lukker for vandet, mens vi tilslutter de nye pumper," forklarer driftsansvarlig for Provas' vandværker, Karina Holdt Filtenborg.
"Grunden til, at vi ikke lukker for vandet midt om natten er, at der i så fald var nogle virksomheder, blandt andet bageren, som måtte bremse produktionen."
Er man tilmeldt Provas' sms-service, vil man også modtage en sms med informationen om, at der bliver lukket for vandet. Er man i tvivl om, hvorvidt man er tilmeldt, kan man kontrollere det på www.provas.dk