Fortsæt til indhold

Lokal sosu-elev i DM-finale

22-årige Louise Ullemose, der netop nu er i praktik som sosu-assistentelev i distrikt Nordals i Sønderborg Kommunes ældrepleje, har kvalificeret sig til landsfinalen i SOSU Skills, som foregår i Aalborg i slutningen af januar.

Arkiv
Arkiv

Plejekrævende ældre, der bor hjemme i Guderup og omegn, bliver måske passet og plejet af en kommende dansk mester i SOSU Skills.
Siden midten af september har 22-årige Louise Ullemose fra Sønderborg været ude i sin tredje og afsluttende praktikperiode som sosu-assistentelev i den kommunale ældreplejes distrikt Nordals. Her indgår hun i arbejdet med at passe og pleje de hjemmeboende ældre, som ikke helt kan tage vare på sig selv.
Louise er så professionel og dygtig til sit kommende fag, at hun er kandidat til at vinde det danske mesterskab i SOSU Skills. Sammen med sin studiekammerat Nadia Hagbard, der er i praktik på Sygehus Sønderjylland, sikrede hun sig nemlig tidligere på efteråret det regionale mesterskab i den landsdækkende SOSU Skills-konkurrence (for sosu-assistentelever under 25 år), og kvalficerede sig dermed til den store landsfinale, der afvikles i Aalborg.
Landsfinalen er en hård og udmarvende dyst over tre lange dage, hvor Louise og Nadia skal dyste mod de øvrige regionsmestre fra resten af landet i forskellige discipliner og opstillede scenarier inden for personlig omsorg og pleje.
I Sønderborg Kommunes hjemmepleje krydser alle fingrene for, at Nadia og Louise vil gå hele vejen og komme helt til tops i landsfinalen.