Rutebilen var livsnerven i Hvidovre

Jeg skulle selvfølgelig videre i livet, så Enegaard spurgte om der var noget jeg kunne tænke mig og det var der, for jeg havde lagt mærke til de unge mennesker der stod på bagperronen af linie 132, med uniform og kasket og det var lige noget for mig. Det sagde jeg så, og han sendte mig af sted til Køgevej 113 hvor garageanlægget for Hvidovre Rutebiler lå, her gik jeg ind i en rød træbygning hvor kontoret var og søgte et job. Jeg blev skrevet op som man gjorde dengang, og så kørte jeg hjem igen. Efter et par dage spurgte Enegaard om jeg havde hørt noget,- det havde jeg ikke, hvorefter han sendte mig af sted på budcyklen, en ¿Long John¿, ind til Hvidovre Rutebiler, det gentog sig så hver tredje dag og til sidst fik jeg heldet med mig og fik job. Jeg startede med at komme til oplæring hos ¿Fesser¿, han var firmaets ældste og mest ansete billettør og selvfølgelig den skrappeste hvad billettering angik, der var ingen gratister selv de flotteste pigesmil prellede af på ham. Tiden gik og efterhånden fik jeg både fast bus og chauffør (kendt under navnet ¿lille Niller¿) det lykkedes aldrig at finde ud af hvad han hed til efternavn, men Niels var jo rigeligt til den kommunikation vi skulle have. Jeg fandt også ud af at jeg havde været heldig, fordi der var flere chauffører der ville dirigere hele vognen, men ¿lille Niller¿ han passede sin kørsel og så passede jeg stop- og afgangsknappen. Vi havde et godt samarbejde og en behagelig omgangstone, som jeg senere fandt ud af ikke fandtes alle steder. Niels var en meget lille mand med korte arme og da der på et tidspunkt ikke var opfundet servostyring, så var det somme tider et held at vi kom omkring hjørnerne for det foregik i små ryk. Det var meget ofte let at gå ekstra-arbejde, som f.eks. når det kom nye rekrutter til Avedørelejren for så skulle der ekstra vogne på linie 133 og så kostede det 50 øre at køre fra Toftegaards Plads (ud for Gilders Magasin) og til Avedøre. Jeg oplevede en tur hvor der var 104 passagerer i en bus med plads til 35 inde i vognen og resten på bagperronen, gudskelov havde man moderniseret den gamle vogn (den blev kaldt ¿Spiret¿ efter det tyske luftskib Graff Spir), således at der var kommet en automatisk bagdør med trykluft, det foregik på den måde at chaufføren trak et håndtag fra højre mod venstre og så gik der cirka et halv minut hvor døren bare stod og sydede, og så gik den i med et ordenligt brag. Vi billetører havde lært det og stod ikke i vejen. Som billettør havde man mange små opgaver, man skulle huske hvis en passager havde bedt om at komme af ved et bestemt stoppested, man skulle holde øje med at ingen snød sig over en takstgrænse. En af mine kollegaer satte en gang en dame af fordi hun ikke ville købe en tillægsbillet, det krævede en del overtalelse da han senere ville giftes med hendes datter. Man skulle altså være vågen hele dagen som billettør og så skulle man for alt i verden huske at råbe stoppesteder op, således også når man kom til Hvidovregade og biografdirektør Hermann Larsen stod på bagperronen, så skulle det lyde højt og klart ¿Hvidovregade/Hvidovre Kino¿ og så var der næsten helt sikkert en fribillet til aftenforestillingen. Kørt ind af politiet! Når en billettør mødte på arbejde om morgenen, og det var om morgenen for man skulle være ved garageanlægget klokken 04.15 fordi første bus kørte fra Hvidovre Enghavevej klokken 05.00 og det samme fra Toftegaards Plads. Jeg husker en meget tidligt vintermorgen hvor sneen lå så højt at det var umuligt at cykle og hvor jeg naturligvis var stået op i god tid og nu var på vej gående, jeg boede på Kalkager så det var en meget god tur i sådan et vejr, men jeg nåede kun til omkring Beringggaard så stoppede der en af politiets patruljevogne og var meget interesseret i hvad sådan en ung knægt foretog sig på den tid af dagen, dengang fandtes der skam også rødder. Men det var jeg jo ikke så jeg forklarede at jeg var på vej på arbejde på Hvidovre Rutebiler, så forbarmede de to stoute betjente sig over mig og jeg blev kørt standsmæssigt på arbejde, - det afstedkom en masse spørgsmål fra kolleger. Når man sådan en vintermorgen var mødt på arbejde, var der en hel del man skulle, naturligvis først hente sin taske med billetter og byttepenge, den blev udleveret af nattevagten derefter skulle man ud til dagens bil, og i begyndelsen havde næsten alle bilerne åben bagperron og når den holdt ude så var bagperronen fyldt med sne, det skulle skovles ud og bagefter skulle der tørres støv af alle sæder og paneler inde i vognen, så passede det efterhånden chaufføren at komme ud fra den varme chaufførstue og på vejen gik han forbi værkstedet hvor han fik udleveret et tot tvist der var sølet til i æter, motoren var som regel gennemkold og skulle have en ekstra snaps for at vågne op, så mens chaufføren trykkede på ¿selvstarteren¿ satte billettøren kluden til udsugningen og så skete der noget. Den forurening vi i dag klager over var en søndagsskole i forhold til hvad sådan en gennemkold Bedford kunne præstere. Så var vi klar til dagens dont, Chaufføren i ridestøvler og lang kappe og billettøren godt klædt på ude på sin bagperron. Mellem passagerkabinen og bagperronen var der en skilledør som skulle holdes lukket, men det tog alligevel det meste af formiddagen før der var bare nogenlunde lunt inde i vognen, - ude på bagperronen var der stadig meget koldt. Vores ¿Trafikkontrollør¿ Jensen havde sit hyr med alle de ¿uartige¿ drenge og han gjorde virkelig hvad han kunne. Men alligevel skete det at han blev ¿luret¿ en dag, hvor en af mine kollegaer var på vej til frokost på Toftegaards Plads, han havde fået besked af chaufføren at han skulle betale kaffen inde på Sporvejenes kantine og den kostede 40 øre, så der var ikke andet at gøre end at sælge et par gamle billetter og det skete efter at bussen havde passeret Næsborgvej fordi det var sidste stoppested vi måtte samle passagerer op, nu var vi nemlig på Københavns sporvejes område og skulle køre direkte til endestationen. Der havde Jensen fundet ud af at der skete en del ¿ulovligheder¿ så han havde stillet sig ved stoppestedet ved Langagervej lige ved Gasværket, men chaufføren så ham og trykkede speederen i bund. Jeg hørte ikke den diskussion der efterfølgende var, men jeg er sikker på at der blev talt med store bogstaver. Vi måtte jo ikke samle passagerer op derinde! Trav og Møllehave! Hvidovre Rutebiler var dengang i 50¿erne livsnerven i hele Hvidovre. Jeg husker at en af vore chauffører, Frederik Larsen var inkarneret travmand og havde et fint netværk af travinteresserede borgere. Hvis Frederik var den eneste der kunne tage ud på travbanen så stod hans venner langs ruten med en kuvert penge og spilleønsker, så kørte Frederik ud på travbanen og foretog de nødvendige spil og næste dag stod de samme venner ved stoppestedet og fik udleveret deres gevinst. Johannes Møllehave beskriver i sin bog ¿På myrens fodsti¿ om sin oplevelse ved Hvidovre Rutebiler og om hvilken fiasko han havde været. Jeg vil godt her imødegå hans ord! Han var nemlig ikke nogen fiasko og det kan jeg sige fordi jeg havde ham til oplæring og et så dårligt resultat har jeg aldrig afleveret. Men det er en god historie. Vi lavede en aftale om at når han var blevet ordineret som præst, så ville jeg komme og høre ham prædike. Jeg nåede at bebrejde ham at jeg ikke kom, han var nemlig blevet ansat som præst i Vridsløse statsfængsel og der var jeg ikke inviteret, men jeg snakkede jævnligt med ham fordi jeg på det tidspunkt var blevet chauffør ved DSB¿s rutebiler fra Valby til Taastrup, linie 123 hvor han var daglig pendler. Frisendahl og hørelsen! Hvidovre Rutebilers mest legendariske chauffør Frisendahl var kendt for at han hørte dårligt. hvilket var en sandhed med modifikationer. Hvis man tabte en mønt på gulvet i bussen så vendte Frisendahl sig om og pegede på mønten og sagde den ligger der. Han var også kendt for sit lune. En meget tåget søndag morgen hvor bussen afgik fra Sibbernsvej med stor forsinkelse og i laveste gear, fandt han pludselig ud af at drille billettøren. Han sagde til ham, du har jo træsko på i dag så kan du ikke gå foran bussen, så kan jeg høre dig og køre efter lyden. Heldigvis lod han ikke den unge mand løbe foran så længe, sådan var Frisendahl heller ikke. Men han kunne godt lide et lille grin. Således fortaltes det også at han med samme billettør lavede en anden lille gags. På det tidspunkt i 1950¿erne var Friheden Station endnu ikke opfundet, men der lå en græsmark hvorpå der var placeret tre geder som gik i lænke, Frisendahl bad derfor Billettøren om at flytte de tre geder og så ville han i mellemtiden køre omkring hjørnet op på Hvidovrevej. Den unge mand gjorde som han blev bedt om og der er ingen der har hørt hvad ejeren af gederne sagde da han opdagede at hans geder var flyttet. En anden kendt billettør i Hvidovre Rutebiler var skuespilleren Ib Mossin som da jeg blev ansat var i gang med at indspille filmen ¿Farlig ungdom¿. Han var en rigtig succes på det tidspunkt og når han stod på bagperronen så var bussen fyldt med unge piger, det var det rene kaos men han synes nu at trives godt i virvaret og det gik ham jo meget godt. Vi tog fejl! Alle de gamle biler forsvandt efterhånden og nye kom til, således Volvo busser som er og altid har været chaufførens fortrukne mærke, men disse busser havde automatiske for- og bagdøre så nu begyndte det at bliver lunere inde i vognen og eftersom der ikke var en åben bagperron så kunne billettøren også mærke varmen, det var en skøn tid og bilerne blev også større hvilket bestyrkede os i troen på at der altid ville være billettører, for med alle de passagerer kunne chaufføren umuligt klare det alene. Vi tog fejl, - busserne blev større og større og lige inden vi blev afskaffet, blev vi sat på en plads ved bagdøren, vi blev ¿kontorchefer¿, hvor vi blev udstyret med en kasse hvor mønterne skulle stables på en bestemt måde og så fik vi ansvaret for seks knapper til at åbne og lukke de tre døre i bussen nu var udstyret med samt vores sædvanlige stop-og afgangsknap. Det var en betydeligt større opgave end vi var vant til, men alligevel fik de flyttet hele opgaven over på chaufføren og han fik ikke mere i løn. Vi hørte endda en chauffør, der sagde at det var rart at slippe for de billettører! Jeg tror han var ¿jyde¿. Som nævnt var Gammel Køge Landevej 113 med sit røde hus velkendt i byen. Jeg forlod Hvidovre Rutebiler og meget skete. Siden kom jeg rundt i hele verden fra Sydafrika til Nordkap og så skete det at jeg stod uden arbejde, men når man har et erhvervs-kørekort, så kan man altid få noget at lave, så da der var gået 30 år stod jeg ved døren til det røde hus og da jeg kom ind så var intet ændret, farven på væggen var den sammen, som da jeg forlod firmaet. Ikke nok med det, personerne var de samme og de kontormaskiner de bruge var de sammen, det var ligesom at komme hjem efter en lang rejse. Nu måtte jeg så både klare døre, stop, afgang, billettering samt føre det røde lyn sikkert gennem byen. Men ruten havde ændret sig lidt, nu kørte vi ikke ringlinie mere, nu kørte bussen til Aalholm Plads, men Hvidovre-ånden var der stadig!