Fortsæt til indhold

En drøm bliver til virkelighed

Mange rystede på hovedet, da kreative mennesker fik idéen til SkateCity. Det er de forlængst holdt op med at gøre

Arkiv
Peter Rasmussen

Man plejer at sige, at hvis man sætter fire tilfældige danskere sammen, så laver de straks en forening. Sådan en med generalforsamling, bestyrelse og hele balladen.
Når Haderslev inden for kort tid beriges med SkateCity projektet på havnen, vil det være et tempel for alt det, som ikke hører til i foreninger. Her er det nemlig den såkaldt 'selvorganiserede aktivitet' som vil være i fokus. Her vil ikke være bestyrelser, generalforsamlinger, faste træningstider og kamp hver lørdag. Her vil man være aktiv, hvor man vil, og når man vil.
På den måde er SkateCity projektet nytænkende, men det er absolut ikke den eneste måde det er det på. Faktisk er projektet 100 procent nytænkende, og det er én af de helt store grunde til at det har fundet støtte så mange steder, som tilfældet er.
I vor tid tales der meget om, at “tænke ud af boksen” og det er præcis hvad en gruppe unge med Morten Hansen for bordenden begyndte at gøre, da de tilbage i 2004 skulle udtænke nogle planer for forbedringen af skaterbanen på Christiansfeldvej i Haderslev. Planerne blev lagt, men gruppen begyndte også at drømme om en skaterhal i byen, et projekt, de døbte “SkateCity”.
Siden tog det fart, og da EU smed penge i at få udviklet idéerne yderligere, blev projektet langt mere ambitiøst.
Hvorfor blot bygge en hal hvor man kunne skate. Hvorfor ikke bygge et sted for alle byrumsaktiviteter - skatere, rulleskøjter, parkour, klatrere og måske endda også græsrodsmusikken?
De unge tillod sig at tænke ud af boksen - meget langt ud af boksen, og det gav mange tilhængere ude omkring. Lokale- og Anlægsfonden er én af mange fonde, der står bag økonomien - ligesom også A.P. Møllers fond. Kommunen er dog den helt store donor, og der skulle kæmpes i mange år, før den helt store kommunale opbakning var på plads.
Opbakningen blev konkret, da SkateCity fik en adresse. Den skulle være nabo til Kløften og Haderslev Idrætscenter.

Bygget på havnen

Siden vedtog byrådet at SkateCity skulle på på den 'kulturhalvø' der er en del af masterplanen for Haderslev Havn.
Siloen, der blev indviet i efteråret, kunne dermed blive en del af projektet. Street Dome, der er den mest markente del er godt på vej. Der er rejsegilde på onsdag.