Fortsæt til indhold

Tømmermændene kan kommes i forkøbet

Efter en festlig og våd julefrokost har tømmermændene for vane at vise sig. Hovedpine, slaphed, ømme muskler...

Arkiv
Arkiv

Tømmermænd skyldes blandt andet, at indtagelse af alkohol påvirker kroppens væske- og saltbalance. Alkohol virker vanddrivende. Man både sveder og tisser mere, og på den måde mister kroppen salte. Både salt- og væskebalance bliver altså forstyrret, så det er ikke underligt, at man dagen derpå ofte drikker i spandevis af vand og sodavand og har en ubændig trang til at spise saltede peanuts og salte chips!

Masser af vand

En god måde at begrænse styrken af tømmermændene dagen derpå er at drikke masser af vand til julefrokosten. Drikker du et glas vin, kan det ledsages af et glas vand. Start allerede inden julefrokosten med at fylde vand på kroppen og bliv ved hele aftenen. Den sorte kaffe hen på de små timer er ikke nok. Nej, fyld på med god dansk postevand eller vand på flaske festen igennem og hold dig ikke tilbage fra skålene med chips og andre saltholdige sager.
Det er en god gammel tradition at slutte en fest af med suppe. Ud på de små timer er det noget, der vækker appetitten, og det er ikke underligt:
Kroppen higer nu efter både salt og vand, og det er der masser af i suppen, som derfor faktisk virker forebyggende mod tømmermænd.