I Flindts Fodspor
Den langsomme trylledrik
Jeg har aldrig forstået konceptet i at skynde sig.
Jo, altså hvis man skal løbe 100 meter eller man er man kommet til at sætte sig i en myretue, nå jo, så skal man jo helst have rumpen med sig i en pokkers fart.
Men ellers. Hvorfor skynde sig, hvis man kan lade være.
Sådan tænker jeg, alt mens jeg slentrer. Jeg slentrer inde i Nørreskoven i Vejle. Bagom det nye stadion, forbi Gorillaparken.
Hvorfor jeg er der, tænker du måske? Nå, egentlig bare for at slentre.
Der er så mange ting her i livet, man skal skynde sig hen til. I min verden er der deadlines, der skal nås, der er Anne, som skal hentes til fodbold, der er mad, som skal kokkereres, der er... ja, mange ting. Og det er jo fint nok. Jeg elsker hverdagen. Men hverdagen er smukkest, når den sker i slentretempo, for så kan jeg bedre nyde de mennesker og de ting, jeg omgås.
Jeg har aldrig forstået de folk, der har den holdning, at hvis man ikke laver en masse i en helvedes fart, så oplever man ingenting. Og hvem vil da gå i graven uden at have oplevet nok? Endsige bare noget? Jamen, de mennesker har da en pointe. Hvis man lå på sofaen hele sit liv, var ens horisont jo begrænset til få meter.
Men omvendt er det for dumt at skynde sig for at skynde sig, hvis det kan undgås, for hvad skynder man sig hen mod? Tiden er en ubarmhjertig fætter, der langsom og yderst sikkert tikker af sted.
Tik tak, tik tak, tik tak.
Og hvis man hele tiden skynder sig, så går tiden bare endnu hurtigere, for man når ikke at opleve det smukke i, at tiden går langsomt. Og når vi nu kun har et liv, hvorfor så skynde sig gennem det?
Næ, derfor slentrer jeg gerne. Ikke altid og hele tiden. Jeg kan også have travlt. Men travlhed er og bliver travlhed, hvilket også kan give et kick. Men når der er tid til at være langsom, så er det til gengæld en form for trylledrik, hvor jeg selv kan være druide og blande en heksebryg brygget af de ingredienser, jeg selv finder på min vej.
Derfor slentrer jeg gennem skoven. Ikke fordi jeg skal være der, ikke fordi jeg skal nå noget.
Men fordi jeg brygger en trylledrik, der får tiden til at gå lidt langsommere.
Tiiiiiiiik, Taaaaaaaaak, Tiiiiiiiiik, Taaaaaaaak.