Det var ikke her, Lars Løkke fik smag for 1. klasse

Uh, der er gode minder fra dengang, jeg var knægt, og rendte rundt med snotnæse og lang rødt hår blandt de fire boligblokke, der udgør Skolegade i Vejle.
Husmurene var grå som et østtysk landskab, men der var trygt og varmt derinde i Vestbyens midte, hvor arbejdere, arbejdsløse, nøglebørn og andet godtfolk havde deres hjem.
Dengang tilbage omkring 1970 blev jeg født, og det var i den periode, hvor to andre, nu yderst kendte drenge, rendte rundt og legede i Vestbyen. Eller lige havde rendt rundt og leget.
Og når jeg siger to kendte, så mener jeg sådan virkelige kendte. Faktisk de mest kendte danske mænd i den forgangende uge. Jeg er ikke en af dem, men Allan Simonsen var for han har danset sig ind i folks bevidsthed. Eller prøver på det.
Og Lars Løkke Rasmussen, den for vor land borgerlige statsministerkandidat, var den anden. Åh jo, han boede i blokken over mod den dengang eksisterende Nyboesgade Skole, inden han og familien flyttede til Græsted i Nordsjælland.
Begge de to mænd er blevet til mere end mig, derom er der ingen tvivl. Jeg var en habil fodboldspiller i mine yngre dage, men nåede jo ikke Allan Simonsen til nederste fodboldknop på den lille mesters støvler.
Han var helten, vi andre så gerne ville efterligne.
Politiker blev jeg heller ikke, og jeg må erkende, at jeg ikke når Lars Løkke Rasmussen til de mørke bukser i jakkesættet, når det kommer til politisk flair og tæft.
Nu er politikere, modsat fodboldspillere, ikke ligefrem helte på den der sportsidol måde, men Lars Løkke er dygtig til sit fag, derom ingen tvivl. Men han har været gevaldigt i modvind for rod i bilag og luksus på første klasse, alt mens han råber om, at vi alle skal spare, og den slags gør man ikke ustraffet i Danmark.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den sag, men jeg vil dog sige, at i Vestbyen anno 1970erne var der ikke mange, der fløj på 1. Klasse. Der var ingen som tilnærmelsesvis levede på 1. klasse, så det er ikke der, han har fået smag for champagne og kaviar, for det var der vist ingen der havde råd til i det benhårde arbejderkvarter i Vejles vestlige ende.
Vi havde heller ikke råd til at sende børnene til dans, eller også gad ungerne det bare ikke, for de ville hellere spille fodbold, så derfor lærte Allan Simonsen ikke at danse. Tro mig, jeg er ikke verdens bedste danser, men lige i den sportsgren er jeg bedre end Allan Simonsen.
Mange point skal dog flyde hen til lille, store Allan, for han brokker sig ikke. Han ved, han er en del af underholdningsbranchen, og han ved godt, at det bedste han gøre, er at gøre sit bedste, og så må dommerne være brokkerne.
Allan danser videre, og Lars Løkke flyver videre. Sådan er det jo også, også selvom ting ændrer sig undervejs. Boligblokken i Skolegade er ikke længere grå, og vi tre drenge er for længst vokset op og flyttet fra Vestbyen.
Vestbyen vil altid være i mit hjerte, men om bydelen betyder noget for de andre to, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at vi dengang i fortidens Vestbyen ikke havde set det komme, at i det herrens år 2013, der ville en uge være fyldt med historier om to af os.
Heldigvis var de to andre, der har stået for skud.