Fortsæt til indhold

Spændende bog fra Sydvestjyske Museer

Anderledes og spændende læsning i ny årbog

Arkiv
Rune Weitling

Mangler du en jule- eller mandelgave, så er der måske en spændende mulighed her. En helt ny årbog med titlen “Levende viden” er netop sendt på gader fra Sydvestjyske Museer, og det skyldes især, at museumsinspektørerne på Sydvestjyske Museer - med afdelinger i Ribe og Esbjerg - Ganske Enkelt brænder efter at fortælle gode historier.
“Vi beskæftiger os med mange spændende emner lige fra oldtiden til nutiden. Noget af den viden udgiver vi nu i en årbog, hvor der er lagt vægt på den gode historie, en flot opsætning og mange gode illustrationer,” fortæller museumsdirektør Flemming Just.
Museet har hidtil udgivet årbogen By, marsk og geest, som har et overvejende arkæologisk indhold. Den kommer i år i sin 25. udgave og er nu gjort til et rent videnskabeligt tidsskrift.
“Vi synes, vi har manglet en kanal til at bringe historier fra alle dele af kommunen og fra alle perioder, siger Flemming Just. Vi har haft reklamebureauet Kirk og Holm i Esbjerg til at stå for design og layout. De er superdygtige og har virkelig skabt en indbydende bog,” siger Flemming Just.
Bogen serverer en god gang blandede bolsjer, der alle efterlader en god smag. Første artikel har titlen 'Hellere 100 nøgne tyskere end én i uniform' og er et citat fra Esbjergs karismatiske erhvervs- og turistchef i 1960'erne, Ejgil Rasmussen. Der var på det tidspunkt kommet lidt gang i den tyske turisme på Fanø, men en del af gæsterne kunne godt lide at bade nøgne, hvad der gav noget lokal kritik. Fra Esbjerg fortælles bl.a. også om den første modstandsmand, og om hvordan den unge by kom først med børnehaveklasser allerede i 1912.
Fra Ribe hører vi bl.a. om de forsvundne huse i Stenbogade, som dukkede frem ved udgravningerne ved domkirken. Der er også en artikel om Riberhus Andelsmejeri og deres store produktion af is. For de arkæologisk interesserede er der spændende artikler fra Jernvedlund om tuegrave, fra Ø. Vedsted om forsvarsanlæg og fra Tjæreborg om bebyggelser i flere tusind år.