Endelig i egne lokaler
Designbureauet, Design Fordi har fart på. For nylig flyttede de i nye lokaler
Da firmaet startede for halvandet år siden, var det i et lille lejet lokale hos Itplaneten på Snedkervej.
”Vi aftalte allerede dengang, at vi ikke skulle blive der så længe. Pladsen var trang, men det gav god sparring at være tæt forbundet med Itplaneten,” fortæller 35-årige Lars Thomsen, som sammen med den fire år yngre kompagnon Jacob Storgaard Jensen er grundlæggere af firmaet.
Nu holder firmaet til i den tidligere isbutik i Torvegade 4, hvor de har renoveret lokalet.
”Størrelsen og beliggenheden midt i byens pulserende liv passer os perfekt,” fortæller Jacob.
Styrken ved dette fællesskab er forskelligheden af de kompetencer de begge besidder – men begge har en stor passion for deres løsninger.
”Som bureau ønsker vi at udfordre kundernes ideer og ønsker. Design kan være mange ting. Det gælder ikke kun om at se smart ud, men om at skabe resultater for kunden,” tilføjer Lars.
”Vi holder til i Varde, men vore kunder kommer fra hele landet. Vi bruger meget tid på at tage et uforpligtende møde med nye kunder, hvor vi lytter og finder ud af kundens behov. Vi skal være den ærlige rådgiver man ringer til, når man har brug for et godt råd – og det giver vi gerne,” siger Lars Thomsen.
Kompetencerne
”Vi udvikler mange websites, herunder webshops, simple websites og store integrerede løsninger. Vi er specialister i funktionelle og brugervenlige løsninger. I de fleste tilfælde bør hjemmesidens funktion altid være at skabe forretning – og det er der faktisk mange der glemmer! Mange er egentligt ikke klar over de muligheder internettet tilbyder. Dem vil vi gerne fortælle om,” fortæller Jacob.
Udover at udvikle hjemmesider, tilbyder man også andre produkter. Nyt firmanavn, logo, skiltning, emballageløsninger og tryksager. Kort sagt alt hvad der kan være behov for når noget skal markedsføres. ”Vi er med fra ideen fostres til leveringen af den færdige tryksag. Derudover laver vi også visitkort, flyers, annoncer. Kort sagt alt,” siger Lars Thomsen som også slår et slag for de sociale medier. ”Mange er ikke klar over vigtigheden af dem. Virksomheder får ikke optimalt udbytte af deres markedsføringsindsats i dag, hvis ikke de udnytter mulighederne og potentialet der er i de sociale medier,” slutter han.
Firmaet består ene og alene af Lars Thomsen og Jacob Storgaard Jensen – derudover har de kontakter til diverse samarbejdspartnere, som kan træde til på tidspunkter med spidsbelastning.