Søg penge til trafiksikkerhed hos GF
GF Grænsen har afsat en pulje på 200.000 kroner til gode trafikidéer
"Trafiksikkerhed handler også om vores adfærd, og her kan borgerne i lokalområdet selv gøre en forskel," siger Forretningsfører Svend Erik Danielsen fra GF Grænsen i Kollund, Tønder og Sønderborg.
Derfor opfordrer selskabet igen i år lokale ildsjæle til at søge støtte til gode trafikideer. Om man søger 5.000 kroner eller 50.000 kroner er ikke det afgørende. Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Støtten er samtidig et skulderklap og en fortjent anerkendelse af de lokale ildsjæle, der går foran med et godt eksempel.
"I år har vi valgt at øremærke støtten til initiativer på to områder. Det ene er en pulje for sikker trafik, motion og sundhed. Det andet område er ældre og trafiksikkerhed," fortæller Svend Erik Danielsen.
Prismodtagerne kan være alt fra borgergrupper og private initiativtagere over lokale foreninger og interesseorganisationer til skoler og forskere. Den samlede pulje er på 200.000 kroner.
For at komme i betragtning skal man gå ind på www.trafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sin ide. Ansøgningsfristen er den 15. december.
Alle ansøgninger vurderes af en priskomite. Her sidder der blandt andre faglige eksperter fra Rådet for Sikker Trafik og Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital. Pengene til prisen kommer fra de bilister, der i starten af november deltog i GF Forsikrings årlige sikkerhedsdage på køretekniske anlæg over hele landet - blandt andet på Køreteknisk Anlæg i Sønderborg og Padborg. Bilisterne har hver betalt 100 kroner, der går ubeskåret til Danskernes Trafikpris.