Flensborg siger man ikke nej til
SønderjyskE’s Anders Zachariassen vil sætte et værdigt punktum for sin tid i SønderjyskE
En af SønderjyskE's største profiler, Anders Zachariassen, meldte i sidste uge ud, at han forlader klubben til sommer.
Den 22-årige stregspiller skifter efter sæsonen til SG Flensburg-Handewitt, hvor en anden Sønderborg-dreng, Lars Christiansen, tidligere har høstet masser af succes.
“Jeg har lyst til at prøve noget nyt og med kontraktudløb til sommer har jeg selvfølgeligt vurderet mine muligheder,” fortæller Anders Zachariassen, der har haft sin håndboldopvækst i Ulkebøl.
Udover Flensburg-Handewitt og en forlængelse med SønderjyskE var et par danske topklubber også i spil.
“Flensburg-Handewitt tiltalte mig mest. Det er jo en klub på toppen af verden. “Det var ikke nogen let beslutning. Jeg kommer jo op mod de lidt større drenge i Tyskland. Der kommer flere og hårdere kampe, og man er mere væk hjemme. Alligevel var jeg i sidste ende ikke i tvivl.”
Anders Zachariassen har været flyvende i denne sæson, hvor han er SønderjyskE's topscorer og en profil i ligaen.
“Jeg får en mindre rolle end i SønderjyskE, og jeg skal kæmpe for min plads og for spilletid. Der kommer nok en tilvænningsperiode, og der skal måske et par kilo ekstra på kroppen. Omvendt er vi kun to stregspillere i klubben, så der skal nok komme spilletid. Jeg er også en anden spillertype end Jacob Heinl, og jeg forventer helt sikkert at kunne yde et bidrag.”
En forlængelse med SønderjyskE var dog også inde i billedet.
“Den rolle jeg har i SønderjyskE, kan jeg ikke få andre steder lige nu. SønderjyskE er på vej fremad, og det er en spændende tid for klubben, og jeg kommer jo selv fra lokalområdet. I sidste ende kunne jeg dog ikke sige nej til Flensburg-Handewitt. Man ved jo ikke, hvornår sådan en chance kommer igen.”
Anders Zachariassen håber også, at skiftet til den tyske storklub kan bringe ham tættere på det danske landshold.
“Det er et mål for mig at komme på landsholdet, og Flensburg-Handewitt er et skridt i den rigtige retning. Her får jeg mere erfaring og blive prøvet af mod topspillere hver uge.”
Skiftet bliver først en realitet om et halvt år og indtil da er Anders Zachariassen stadig en del af det lyseblå mandskab.
“Vi har kun tabt to kampe i første halvdel af sæsonen, og hvis vi kan holde det niveau, tegner det rigtig godt. Vi skal bare blive ved med at knokle,” siger Anders Zachariassen, der forsikrer, at motivation til at spille i lyseblåt stadig er der:
“Jeg giver den fuld gas i resten af sæsonen. Der er ingen, der bagefter skal kunne sige, at jeg ikke gav mig 100 procent.”