Fortsæt til indhold

Følg byens byggerier

Infoskilte fortæller om byggeprojekter, der har fået støtte fra Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia

Arkiv
Arkiv

De første byggeprojekter, der har fået støtte fra Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia, er gået i gang.
Ved hvert byggeprojekt bliver der sat et infoskilt op, som udover en beskrivelse af selve byggeprojektet også giver de forbipasserende et overblik over, hvem der har boet i og ejet ejendommen og en kort udgave af bygningens arkitektur og historie.
Infoskiltet er midlertidigt og giver en lille forsmag på byforskønnelsesprojektets kulturhistoriske formidlingsdel – at placere fortællingerne om fæstningsbyen Fredericia i byrummene.
"Facaderenoveringerne giver nye muligheder for at formidle byens historie i byens gader og stræder. Bymuseet er derfor i gang med at udarbejde fremtidens nye løsninger og formidlingsformer til brug i byrummet," siger Morten Tinning, voldmester og kulturarvsvejleder i Fredericia Kommune.
Indtil da kan byens borgere og interesserede følge aktivt med i byggeprojekterne via infoskiltene, der også viser, at der ikke er tale om helt almindelige byggeprojekter.
Støtten fra Bevaringsfonden skal bl.a. være med til at sikre, at ejendommene igen fremstår i overensstemmelse med den oprindelige arkitektur. Helt konkrete eksempler er tilbageføring af forretningsfacader til et mere oprindeligt facadeudtryk og istandsættelse af originale døre og kitfalsede vinduer. Det stiller krav til både materialevalg og udførelse.