Haraldsborg og i Vor Frue
Foto: Erling J.
Roskilde skal modtage flere end de 49 flygtninge fra det krigshærgede Syrien end forventet i år.
De første meldinger lyder, at kommunen kommer til at modtage yderligere 25 til 30 personer indenfor de næste to til tre måneder.
De nytilkomne skal sandsynligvis til at bo på Haraldsborg eller et genoptræningscenter i Vor Frue. De flere flygtninge betyder nemlig, at kommunen har for få boliger til at huse dem.
Et stigende antal flygtninge ventes i de kommende år til Roskilde, og derfor er forvaltningen begyndt at kigge sig om efter nye indkvarteringsmuligheder.
På Haraldsborg
På seneste Økonomiudvalgsmøde lå et forslag om midlertidigt at bruge det tidligere plejecenter Haraldsborg, som kommunen har givet til Ros Efterskole, og som sandsynligvis bliver taget i brug om cirka halvandet år.
Tilbygningen her er indrettet med 25 værelser og fællesarealer med køkken- og toilet/badefaciliteter.
Med rengøring og maling vil bygningen kunne benyttes som midlertidig bolig til enlige flygtninge.
Forvaltningen anslår en nødvendig istandsættelse af fællesrum og de første 16 værelser, og det vil koste omkring 550.000 kr.
Herefter kan man sætte ni andre værelser i stand, hvis det bliver nødvendigt.
I Vor Frue
Annie Larsen fra Venstre mener ikke, det er en god ide, at bruge Haraldsborg til flygtninge.
- Vi har jo allerede lovet bygningerne væk til noget andet. Derfor mener jeg ikke, det er en god ide at bruge over en halv million kroner på bygningerne, når flygtningene alligevel er nødt til at flytte ud igen, siger Annie Larsen.
I stedet har hun foreslået at bruge et genoptræningscenter i Vor Frue, som alligevel står tomt.
- Disse bygningerne har man foreløbigt ingen planer med, derfor har jeg bedt forvaltningen undersøge denne mulighed, siger politikeren.
Sagen blev derfor udsat og bliver taget op igen.