Busser kørt i kamp-stilling
Ældresagen skød den første valgdebat inden kommunalvalget 19. november i gang onsdag på Rådhuset, da de diskuterede politik med otte fremmødte politikere. Et af Ældresagens helt store emner i valgkampen bliver busserne, som i de seneste år er begyndt at køre oftere på de indførte A-ruter, men sjældnere eller slet ikke andre steder i Roskilde. Tommy Hansen fra Busgruppen har forklaret til Roskilde Avis, at Roskilde Kommune tidligere havde en politik om, at man højest skulle have 400 meter til nærmeste busstoppested. Det blev ændret ved indførslen af de nye ruter. - Dengang besluttede et enigt byråd at fjerne klausulen om afstanden til nærmeste busstoppested, at nedlægge servicebusserne og et antal eksisterende linjer, ting der alle går mest ud over ældre, der har svært ved at gå, siger Tommy Hansen. Busgruppen vil have busserne tilbage i gadebilledet, også i aften- og morgentimerne. De foreslår derfor, at A-busserne i fremtiden kun skal køre hvert 20. minut i stedet for hvert kvarter som i dag. Det vil ifølge busgruppens beregninger frigive 3.483 køreplanstimer om året, som man kan bruge på manglende ruter og på andre ruters morgen- og aftenkørsel. - Dermed vil ældre igen ikke have så langt til bussen, ligesom de kan bruge dem til at pendle morgen og aften, siger Tommy Hansen. Han synes, det er helt hen i vejret, at man i dag ser A-busserne kører næsten tomme rundt, når det er skoleferie og når eleverne er kørt til og fra skole. - Det giver da ingen mening, at busserne kører så ofte, når der kun er nødtørftig busdrift i andre områder, siger Tommy Hansen.