Broager-ingeniør vinder international pris
Preben Holm fra Danfoss Power får pris for arbejde med standardiseringer
Preben Holm fra Broager, senior ingeniør i Danfoss Power Electronic, har netop modtaget den internationale pris ”IEC 1906 Award 2013” for sin indsats i internationalt standardiseringsarbejde vedr. effektelektronik og elektrisk sikkerhed.
"Vi er utroligt stolte over, at en dansk ekspert har fået denne internationale anerkendelse for sit store og vigtige arbejde. Når danske eksperter sidder med ved bordet, hvor internationale standarder bliver til, sikrer vi, at den fremmeste danske viden og erfaring bliver brugt aktivt, og at Danmark får sat vigtige fingeraftryk på udformningen af nye internationale standarder. Og dermed styrker vi både innovations- eksportmuligheder for danske virksomheder og skaber tryghed og sikkerhed for danske forbrugere," fortæller Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.
Fra dansk side deltager en lang række eksperter fra bl.a. virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder aktivt i det internationale standardiseringsarbejde.
"Jeg deltager i standardisering, fordi det giver udbytte for min virksomhed på flere måder. Den ene er gennem de forretningsfordele, vi får ved at engagere os og få indflydelse og tidlig viden om, hvad der sker inden for den internationale standardisering. Den viden har stor indflydelse på vores design af vores produkter, ligesom vi ved at påvirke standarden, processen og retningen på den internationale bane i sidste ende opnår en hurtigere og billigere markedsintroduktion af vores produkter. Den anden er gennem min uddannelse og faglige udvikling, der forstærkes gennem det her arbejde, og bl.a. betyder, at jeg lettere kan afklare mine kollegers spørgsmål om de tekniske krav til produktet i forhold til standarderne," fortæller Preben Holm.
Preben Holm er senior ingeniør i Danfoss Power Electronic i Gråsten. Han modtager prisen for sin store indsats som projektleder i udviklingen af en produktfamiliestandard for elektrisk sikkerhed til effektelektronik. En standard der forventes at blive brugt som basis for fremtidens krav til effektelektronik generelt, som f.eks. frekvensomformere, nødstrømsanlæg, strømforsyninger samt effektelektronik til konvertering af energi fra vedvarende energikilder..