Fortsæt til indhold

Tjekker dumping hos brandvæsenet

Priserne for buskørsel skal undersøges efter kritik fra private vognmænd

Arkiv
Arkiv

Et uvildigt revisionsfirma udefra skal nu tjekke, om Roskilde Brandvæsen har dumpet priserne til et urealistisk niveau, da det gav tilbud om billigere kørsel af ældre og særlige grupper af børn til speciel undervisning og dermed overtog denne opgave fra private vognmænd. Både før og efter kommunevalget har flere af de vognmænd, som mistede denne opgave været fremme med en kritik om, at priserne fra brandvæsenet var helt urealistiske. Nu skal den uafhængige regnskabsekspert gennemgå denne del af regnskabet hos Roskilde Brandvæsen, har byrådets økonomiudvalg besluttet, idet brandvæsenet jo hører under kommunen. - Vi er kun interesseret i, at alle oplysninger kommer på bordet, og samtidig skal jeg nu have et møde med vognmændene og forklare, hvad kommunen foretager sig, fortæller borgmester Joy Mogensen.

Fair konkurrence

- Derefter skal opgaven snart sendes i udbud igen, og så får alle på ny mulighed for at byde. Som kommune er vi interesseret i, at opgaven udføres tilfredsstillende i forhold til de stillede kvalitets-krav, og at det foregår så billigt som muligt, forklarer borgmesteren. Hun regner med, at brandvæsenet også vil være med til at byde på arbejdet ved denne nye runde. - Når Falck er billigere og vinder over brandvæsenet med ambulance-kørsel, må vi tage det resultat til efterretning. Men det samme gælder også, hvis brandvæsenet er billigere end vognmændene, og det hele foregår i en fair konkurrence. - Målet er selvfølgelig, at kommunen skal have mest mulig kvalitet for skatteydernes penge, konkluderer borgmesteren.