Tag din mad alvorligt
Vælg økologi med omhu, der er nemlig stor forskel på de økologiske varer - for stor
For et par uger siden kunne du i vores Weekend-udgave under temaet: Spis dig gennem Trekantområdet, læse om Rødmosegård, der er et biodynamisk og økologisk gartneri. Ejeren hedder Endrit Maat og er kommet hertil fra Holland. Han står også ved Marys om lørdagen og sælger sine varer på en Torvedag. Specielt hans grønkål er jeg helt vild med. Og jeg har ellers altid HADET grønkål eller bare kål i alle afskygninger.
Men hans grønkål er sprød, spændstig og frem for alt - den smager af noget. Af grønkål, ja - men også ”komprimeret frisk luft og jord”.
Ellers køber jeg en del økologisk i discountbutikker. De har som regel et stort udvalg og til en rimelig penge. Eller rettere jeg gjorde det.
For efter at være blevet introduceret til Endrits grønkål, anbefalede en kollega Årstidernes Måltidskasser.
I den første var der blandt andet fisk. og til den fisk skulle noget af tilbehøret være broccoli. Så der var en lille stok broccoli med. Den synede ikke af meget, så jeg løftede den ud af kassen. Vupti, troede jeg og blev så temmelig overrasket over, hvor tung den egentlig var. Jeg har handlet mange broccoli. Både i discountforretninger men også hos de store supermarkedskæder, samt i specialsupermarkeder og hos grønthandlere.
Men den her broccoli, den var sgu et pragteksemplar. Bordeaux-grøn, spændstig som en ung birk og ja, tung. Jeg vil vove den påstand, at den vejede mere end to broccoli - fra enten Netto eller Fakta - til sammen.
Og smagen var så meget bedre. Så nu handler jeg ikke grønt hos discountbutikkerne. Det bliver på de små torvemarkeder i byen eller hvor man nu kan få grønt, der smager af så meget mere.
Ja, det koster lidt ekstra. Men jeg vil hellere have noget, der smager godt og så spise tørt, ristet rugbrød med torskerogn et par dage for at få råd. Eller undvære tre glas vin lørdag aften og nøjes med et til lørdagens menu. Eller spare en søndagskage fra bageren.
Det giver nemlig en større smagsoplevelse. Og det er vel meningen? Hvorfor ellers spilde tid på at lave det?
Så god fornøjelse med madlavningen her i weekenden, et oplagt tidspunkt at udforske dine smagsoplevelser.
Med venlig hilsen Redaktør Ina Bjerregaard, Lokalavisen Weekend