Stem på “Jakob” - og spar 100 millioner kroner
Brug weekenden på at overveje dit X til valget
Tiden nærmer sig for kommunalvalget, og jeg aner faktisk ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds. Det er jeg nødt til at tænke over denne weekend. For det er faktisk ret vigtigt. Vigtigere end et folketingsvalg. Derfor har jeg været inde på Lokalavisens eget valgsite og taget testen: Hvem er du mest enig med. Det var sjovt at se resultatet. Ud fra testen kan jeg både stemme socialdemokratisk, på Venstre, Liberal Alliance og dem fra liste B. Eller Kenny, Grethe, Jane og hvad de alle sammen hedder. Men ...
Som udgangspunkt vil jeg helst stemme på Jakob Nørgaard-Petersen.
Du kender ham helt sikkert ikke. Han stiller heller ikke op.
Han køber ind for Dansk Supermarked og han har sparet 100 millioner kroner – blot ved at købe smartere ind af kontormøbler, biler og alle de andre ting, Dansk Supermarked selv bruger og ikke sælger videre.
Tænk hvad det ville kunne gøre for kommunernes indkøb af kontormøbler, konsulentydelser og alle andre omkostninger, hvis der kom en sådan person på banen.
Om ikke i byrådet så som embedsmand.
Som tidligere selvstændig har jeg selv prøvet at købe ind. Og har hørt erkendelser fra virksomheder, at priserne altid er noget højere til kommunerne end til andre. Hvorfor det?
Måske fordi kommuner bruger pengene, fordi de er der - og er budgetlagt.
Men det er altså ikke dine penge, kære kommunalmedarbejder. Det er skatteborgernes.
Alene ved at kommunerne kigger hinanden over skuldrene kan produktiviteten forbedres markant. Det viser Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forsknings, KORA, seneste analyse af 94 kommuners serviceniveau og produktivitetsudvikling.
Det kunne jeg godt tænke mig, at politikerne fik overbevist embedsmændene om.
Den politiker, der kan det, han eller hun får min stemme.
Og så vil jeg ikke længere være i tvivl.
KLIK HER FOR AT PRØVE VALGTESTEN