Sådan løber du hurtigere

Jeg har løbet en del i sidste weekend. Primært fordi, jeg ikke nåede så mange løbeture i løbet af ugen.
Jeg løb både i skoven, ved en sø og opad bakke. Og ingen af stederne - bortset fra et - var der nogen, der hilste. Og man burde da ellers formode, at når det nu er weekend, så har folk også overskud?
Jeg har ellers løbet mange steder. Både hjemme og i udlandet. I Give hilser alle løbere altid, når de møder en anden løber. I Aarhus er det kun hver femte eller hver sjette, der hilser, I Aalborg var det stort set hver anden.
I udlandet er det faktisk mere almindeligt at hilse i forhold til herhjemme. Sjovt, for man kunne jo tro, det skulle være anderledes, for der er man jo virkelig fremmede for hinanden. Men det er ligesom, at når begge løbere er langt væk hjemmefra, så luner det at møde en, der i hvert fald på et punkt minder om en selv, nemlig glæden ved løb.
Og det luner altså med et smil og et forpustet hej, når man sådan passerer hinanden i et vist tempo.
Jeg kan altså også mærke, at det faktisk øger både hastighed og udholdenhed. Men hvordan kan det egentlig være, at det ikke er så velset at hilse i de lidt større byer?
Er man monstro bange for at komme til at virke som en bondeknold? Har man nok i sit eget? Eller er man måske genert?
Jeg ved, at jeg nogen gange ikke hilser, fordi jeg er helt smadret. Andre gange hilser jeg simpelthen ikke, fordi den modløbende ikke hilser på mig. Hvis vi alle tænker sådan, ja så bliver der nok aldrig sagt hej. Men det hjælper altså på energien.
Hvad skal der til, hvis vi skal blive bedre til det? Måske skal der bare være en, der tager det første skridt - og smiler.
Så smil, så skærer du noget af både din og min tid. I stedet for at ignorere, for det gør jo ikke ondt at være høflig. Eller hvad?
Denne lille opfordring lægger Lokalavisen også på Facebook, så kan du jo kommentere, hvis du vil fortælle, hvordan det ser ud med hilsener, der hvor du løber – hilser I pænt på hinanden. Eller ej. Og hvorfor?
God weekend og god løbetur. Og hils derude.