Fortsæt til indhold

Forestil dig du er død

Det er nemmere at få en god vane end udrydde en dårlig

Arkiv
Af Ina Bjerregaard

"Hvordan synes du selv det går med at lade være med at drikke cola"? spurgte gemalen, da han skulle sætte sin ølflaske ned i skabet, hvor vi opbevarer den slags og fik øje på de mange tømte coladåser. Egentlig synes jeg, det går meget godt. Jeg drikker ikke længere op mod to liter dagligt.

Fej foran egen dør

Og før du harcelerer over det forbrug, så lad mig lige tilføje, at det er en af mine eneste laster. Jeg ryger ikke og drikker ikke ret meget alkohol. Får jeg tre genstande i løbet af en uge, så har jeg virkelig skejet ud. Mange uger nyder jeg ikke alkohol. Men til gengæld drikker jeg vildt meget grøn the.
Men tilbage til colaen. Jeg har været afhængig af cola on and off de seneste mange år. Trappet ned, holdt op, holdt pause, begyndt igen i det små, drukket mere og så videre.
I øjeblikket drikker jeg moderat. Det vil sige en cola om dagen. Som regel 33 centiliter.
Jeg synes jo godt, jeg kan styre det, men skulle jeg lægge colaen på hylden en gang for alle, så ville jeg tage fat i bogen Syv gode vaner af Stephen R. Covey.

Makaber øvelse

I bogen er der en (makaber) øvelse, hvor du skal forestille dig, at du er død og ligger i din kiste. Og så skal du formulere, hvad du gerne vil høre, din familie og dine venner siger om dig og fremhæver ved dig, hvis de stod til din begravelse. Ville de sige, du var en god forælder? God partner? Fremhæve dine jobkvaliteter? Hvad kunne DU godt tænke dig, de sagde?
På den måde finder du ud af, hvad der er det vigtige for dig i dit liv. Og så kan du tage aktion på det og dermed begynde med første vane af de syv, der er at være proaktiv. Den mentale del vil derefter give ordre til den fysiske del og vil lede dig hen mod det ønskede mål.

De syv vaner

Vane 2: Begynd med slutningen
Vane 3: Gør det første først og her er det vigtig, at huske på at se på, hvad der haster, og hvad der er vigtigt – de to ting hænger ikke altid sammen. Det er ikke altid det, der haster mest, der er det vigtigste at gøre.
Vane 4: Tænk vind/vind
Vane 5: Søg først at forstå …derefter at blive forstået
Vane 6: Skab synergi
Vane 7: Slib saven.
Jeg tror, jeg læser bogen igen. Den opgave kan komme med på listen over nytårsfortsætter. Dem skriver jeg om i næste klumme. For du bestemmer selv, hvilket menneske, du vil være.