Fællesskab i julemørket

Kniiiirrrrrkk. Mine øjne åbner sig langsomt og med en knirkelyd som kunne være med i lydsporet på en spøgelsesfilm.
Uh, mine øjne er trætte, men de kæmper sig op, for vækkeuret ringer med en insistererende vedholdendhed, og jeg overvejer et kort sekund om den bedste måde at slå vækkeuret ihjel er ved at kyle den hårdt ind mod væggen eller ned mod gulvet.
Nå, vækkeuret har jo ikke gjort noget forkert. Tværtimod. Hvem har dog opfundet den, i bund og grund, latterlige tanke, at man skal stå op før lyset bryder frem? Hvilket er timer senere end lige nu.
Men op skal man jo, for madpakker skal smørres, og katten lukkes ind, og der skal bades og spises morgenmad og alt det der, som kalder sig selv for hverdagsmorgen.
Så mørke må forblive mørke. Men hvorfor er det da så voldsomt mørkt? Ok, det er noget med, at det er den tid på året. Jorden hældning, vores placering langt mod nord og så videre. Det er skyld i mørket, men alligevel kunne det da godt for en stund lige ændre sig.
Gerne denne morgen, hvor det grå mørke er mere gråt en vanligt. Hvorfor er det lige at julesneen holder sig væk? Har vi gjort noget? Har vi været onde ved vejrguderne denne jul?
Det har vi sikkert nok, tænker jeg, alt mens jeg finder rugbrød og nogle boller frem. Katten smyger sig, vanen tro, rundt om mine ben, for hvor der er mad, er katten. Nå, hun ligner nu ikke ligfrem en sulten kat, så hun må undvære en godbid, selvom hun vil synes, det var en god julegave at få et stykke med rullepølse.
Hør hov, det er da snart tid til gaver. Hallo, det er sørme, det er sandt, det er juuuuuuuuuuuul.
Åh jo. Ja ja, jeg ved godt, at det sikkert ikke er kommet bag på jer, at det snart er jul, så en nyhed kan man ikke kalde det, men den er god nok.
Har I fået købt alle gaverne?
Jeg har ikke, men sådan er det nu trofast hver eneste år, at jeg er lidt bagefter med de gaver. Anden er heller ikke købt endnu. Uha, det må den heller snart blive. Jo, jo jul er lig med stress og jag, og det er jo egentligt dumt, men der er vel ting, som aldrig ændrer sig, og julen og julestressen forsvinder vist ikke bare sådan lige med et trylleslag.
Hvad glæder I jer til ved julen? Måske ingenting. Måske alt. Jul kan være mange ting. Ensomhed, savn, glæde, lykke eller ligegyldighed. Sådan er det vel med højtider, at de er meget ens, men modtages forskelligt.
Katten er ligeglad med julen, og hun har vist ingen juleglæde at dele ud af.
Men det har jeg, og jeg håber, at vejrguderne forbarmer sig, og lader julesneen drysse blidt og smukt. Jeg håber, at vi får mere lys her i vintermørket, og jeg håber, at julefreden finder vejen frem til alle.
Juleaften synes jeg, at vi alle skal løfte vores glas, om det er med vand, vin eller noget tredje, og skåle en stille skål i fællesskab. Vi har brug for mere fællesskab. Det er et begreb, som har trange tider i en verden, hvor fællesskab ofte er fællesskab for enden af hver vores telefon og facebookside. Og trange tider i en verden af individuelle behov, der ofte først skal opfyldes, før fælleskabet får lidt rester.
Så derfor, lad vores juleaften være fælles. Om ikke andet i tankerne. Det skader ikke. Det kan måske endda åbne vores trætte øjne mod noget nyt. Skål og glædelig jul allesammen