Fortsæt til indhold

Find motivationen og lysten til forandringer

Foredragsholder Soulaima Gourani sender køgenserne på vægten med et motiverende oplæg om, hvordan man finder styrken til at skabe ændringer i sit liv.

Arkiv
Martin Rasmussen

VÆGTTAB: Vilje og motivation bliver væsentlige faktorer for de mange hundrede mennesker, der efter nytår kaster sig ud i en ny omgang Køge på Vægten. Målet er at tabe sig så meget som muligt i løbet af de otte uger, konkurrencen kører, og det lyder jo lige til, men sådan er virkeligheden jo desværre ikke skruet sammen.
For mange vil det ikke være første gang, nytåret bruges som afsæt til en livsstilsændring, og mange kender også følelsen af, at det kan være svært at holde gejsten oppe på længere sigt. Men hvad er det så, der skal til, for at vægttabet holder, og livsstilsændringen virkelig bliver en livsstilsændring og ikke bare en kort periode, inden nye eller gamle dårlige vaner sniger sig tilbage i hverdagen?
Måske er der svar at finde på netop det spørgsmål, hvis man møder op til det store åbningsarrangement i Køge på Vægten. Det finder sted lørdag den 11. januar klokken 15-18 i Køge Hallerne, og her kan man blandt andre møde Soulaima Gourani, der er alment anerkendt som en af Danmarks dygtigste erhvervskvinder.
Hun er en fremragende motivational speaker, som det hedder på engelsk - altså en foredragsholder der inspirerer og motiverer publikum - og hun holder et oplæg for alle dem, der møder op til åbningsarrangementet i Køge på Vægten. Ikke om vægttab men om at skabe lyst og mod til at forandre sit liv.
- Kort sagt vil jeg give de dårlige undskyldninger en på hatten. Mange bliver i et mønster, fordi de er bange for ændringer og ikke kan overskue, hvad der følger med, så det handler om at skabe lyst til forandringer, forklarer hun.

Skærp viljestyrken

Ifølge Soulaima Gourani handler det om at skærpe sin viljestyrke, og så er det egentlig ligegyldigt, om det handler om, at man vil være direktør eller løbe maraton - eller leve sundere.
Hendes kommende bog hedder Mod til succes, og den vil netop blandt andet handle om at få en positiv indstilling over for forandringer.
- Jeg ved noget om, hvor svært det er at ændre dårlige vaner, forklarer hun.
Soulaima Gourani har på egen krop blandt andet prøvet et vanskeligt rygestop, og mekanismen er principielt den samme som en ændring af kostvaner. Det handler om at bryde mønstre - og det kan være enormt svært.
- Jeg kan bruge mig selv om eksempel, for jeg røg fra jeg var 14 til jeg var 29 år, fortæller Soulaima Gourani, der brugte alternative metoder til at skubbe sig selv i den rigtige retning mod rygestoppet.
- Jeg lavede blandt andet en aftale med den kiosk, hvor jeg købte cigaretter. Hver gang, jeg købte en pakke, skulle den blive liggende i kiosken, og når jeg fik lyst til en cigaret, så kunne jeg hente en - og kun en, fortæller hun og griner med tanke på, hvor besværligt det er, når man bor på femte sal.
Der er med andre ord inspiration at hente til, hvordan man får hovedet med i processen i de otte uger, hvor hele Køge hopper på vægten. Oplev Soulaima Gourani ved indvejningen den 11. januar.
Læs mere om Køge på Vægten på www.koegepaavaegten.dk, hvor man også kan tilmelde sig. 23 hold på fem deltagere har allerede tilmeldt sig.