Nyt lægehus - men de samme læger
Den 6. januar åbner det nye store lægehus i Vojens. “Rammerne er nye, men menneskene de samme,” lover lægerne
Hvis man er patient hos en af lægerne Hanne Sloth Høst, Paul Jørgen Schulz og Morten Dahl - alle med adresse i Over Jerstal - vil man snart modtage et nyt sygesikringsbevis. På dette vil der stå 'Lægehuset Fuglesø'. Det skal man ikke blive bekymret over, siger Paul Jørgen Schulz:
“Alle patienter beholder den læge de er vant til. Når vi vælger at gå sammen i et nyt lægehus, har det en masse andre gode grunde. Men patientkontakten er én af de allervigtigste forhold for en praktiserende læge. Den giver vi ikke køb på,” forsikrer han.
Ny adresse for de tre læger bliver på Jernhytvej i Vojens - Faktisk lidt på vejen imod Over Jerstal. Om flytningen til Vojens, siger Paul Jørgen Schulz:
“Der er naturligvis nogle patienter, som har været lidt kede af, at vi flytter herind. Men vi har faktisk flere patienter fra Vojens end fra Over Jerstal, og udviklingen går jo den vej. I regionens plan for lægehuse er det meningen at disse skal findes i 'centerbyerne' - altså Haderslev, Vojens og Gram.”
Alle faciliteter
Lægehuset Fuglesø får alle tænkelige faciliteter, lige fra skadestue til laboratorier, ligesom rum og indretning bliver et syvmileskridt fremad:
“Vi glæder os meget, og det samme gør vores personale. De glæder sig også til at blive flere - så de har nogle at sparre med fagligt,” fortæller Hanne Sloth Høst og fortsætter:
“Når man tager det store spring og bygger nyt, så har man mulighed for at indrette sig helt som man vil. Vi har naturligvis brugt meget tid på at planlægge, hvordan det bedst kunne laves. Og vi synes at vi får helt optimale rammer på alle måder.”
Lægehuset åbner for sine patienter den 6. januar og åbningen fejres med en reception på stedet den 31. januar.