Fortsæt til indhold

Carl i virkeligheden

15-årige elev kombinerer folkeskolen med en række praktikforløb

Arkiv
Henrik Wanscher

Matematik-afleveringer, danske stile og tysk grammatik.
Folkeskolen byder på et væld af udfordringer, der er skræddersyet til børn og unge, der er gode til suge abstrakte koncepter til sig.
Men for 15-årige Carl Wilken er sådanne udfordringer ikke sagen.
Når det kommer til at løse opgaver er Carl god med sine hænder, mens det kniber med hukommelsen, når det kommer til mere højtsvævende lærdom.
Nu vil nogen måske indskyde, at Carls historie ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad andre oplever i folkeskolen.
Men forskellen ligger i det vigtige faktum, at nogen har hjulpet Carl ind på en anderledes kurs, der skal gøre det lettere for ham at komme igennem skoleforløbet.
- For cirka et år siden talte jeg med min kontakt hos ungdommens uddannelsesvejledning (UU), som foreslog, at jeg kunne komme ud i en række små praktikforløb, forklarer Carl Carstens, der sammen med sin mor Karina Carstens har inviteret Roskilde Avis forbi til en lille snak om sin anderledes folkeskoleoplevelse.

Stor udvikling

- Eftersom jeg ikke er så god til at sidde på skolebænken, virkede det som en rigtig god ide, tilføjer han.
Praktikforløbet er på en uge ad gangen og Carl har allerede været så forskellige steder som en bager, en restaurant og i flåden.
I starten skræmte det den unge Carl lidt at skulle udskifte de vante rammer på Absalon Skole med opgaver og ansvar i det virkelige liv.
Derfor var det da også hans kontakt ved UU, der tog sig af at skaffe praktikpladserne.
Men med tiden er Carl blevet mere og mere selvsikker i forhold til praktikken.
Selvom UU stadig står for at holde styr på overblikket og papirarbejdet, opsøger han nu selv steder, han gerne vil arbejde, og hans karakterer er blevet bedre.
Ifølge mor Karina er det ikke kun i forhold til praktikken og skolen, at Carl har udviklet sig igennem det anderledes forløb.
- I hverdagen kan man også helt klart mærke, hvordan han har fået mere selvtillid og er blevet mere åben, siger hun.
- Desuden er praktikken jo en god mulighed for at vise hans arbejdsiver.

Hjælp fra vennerne

Ifølge Karina og Carl er det bedste ved praktikken, at det skaber en sammenhæng mellem teorien i skolen og den praktiske virkelighed.
På den måde virker det mere naturligt for Carl at skulle forholde sig til skolen.
I det hele taget er de begge rigtig glad for, hvad de har fået ud af forløbet.
Men de er også begge meget taknemmelige for den hjælp, de har fået til at sørge for, at Carls tid på skolebænken bliver så givtig som muligt.
Ifølge Karina har både Absalon Skolen og UU været rigtig gode til at involvere sig og presse på, når det var nødvendigt.
Carl er også glad for skolens indsats, men mener ikke, at tingene ville hænge lige så godt sammen, hvis han ikke havde sine kammerater.
- For eksempel er en af mine venner rigtig god til matematik og er god til at støtte mig der.
- Men i det hele taget oplever jeg, at mine venner hjælper meget, når jeg har lidt svært ved tingene, siger Carl Wilken.

hw@roskildeavis.dk