De vil knække plastikkort
Nystartede &hype fra Kolding vil have alle plastikkundekort over på folks mobiltelefoner. “De gider ikke plastik,” siger ejeren
“Før skulle alting være cool - nu skal det være hype.” En sætning, der kun giver mening, når man kender historien, der ligger bag.
Det er historien om virksomheden &hype fra Kolding, som vil knække plastikkort i hundredetusindvis. Og det er den ene af ejerne, 36-årige Mikkel Overgaard, en vestjyde, der er landet i Kolding, der er gået fra cool til hype.
“Da min makker Mark og jeg skulle finde på et navn, viste det sig, at Mark var vældig optaget af et-tegnet. Jeg var vild med ordet hype. Så blev vi &hype. Det giver overhovedet ingen mening for andre ens os,” fortæller Mikkel Overgaard.
Mikkel og Mark, som hedder Andersen til efternavn og har en fortid som online manager i tøjkæden SOLID, etablerede &hype 1. april. De er nu yderligere en tekniker og en assistent i hhv. Kolding og Dragør ved København og tre medarbejdere i Bangla Desh.
Forretningen er at flytte butikskæders kundeloyalitetskort over på mobiltelefonen.
“Vi ved at butikskunder ikke gider kundeklubkort i plastik. De har ikke mere plads i deres tegnebog. De glemmer det, men ikke mobilen. Derfor skal vi knække plastikkort og få dem over på mobilen. Den har folk altid på sig,” forklarer Mikkel Overgaard.
Foreløbig har &hype aftaler med tøjkæderne SOLID og Nielsen. Nielsen-kæden har 17 butikker rundt omkring i landet og 136.000 medlemmer i deres kundeklub.
“Det skal være nemt. Og det er det, når man bare lige kan hive mobilen frem og blive registreret få de fordele, som det så giver,” siger Mikkel Overgaard.
Han har en sælgerbaggrund og har i syv år været ansat i CoolSMS, Kolding-virksomheden, der håndterer sms-udsendelser til store dele af verden. Her lærte han mobilteknologien og Mark at kende. SOLID var kunde hos CoolSMS - og de to blev enige om at lave noget sammen, som så blev til &hype.
Perspektivet og ambitionenen ifølge Mikkel Overgaard at få aftaler med store selskaber og kæder, der har kundeloyalitetsprogrammer.