Farvel til Berlin Goddag Roskilde
Galleri Labr har fået nye kunstnere i hus, og de bliver præsenteret i weekenden og to uger frem. - De nye kunstnere har lidt mere med i bagagen end vi er vant til, siger Jan Brolykke fra Galleri Labr. - Samtidig kommer de fra gallerier, som vi gerne vil sammenligne os med. - Det er noget vi har arbejdet på for Roskilde ligger godt, og det skal være muligt at tiltrække folk fra Københavnsområdet og resten af Sjælland. - Selv om der er mange gode gallerier i København vil vi være noget, som man godt gider køre efter. De nye kunstnere er Lars Bjerre, Allan Bestle og Jakob Tolstrup, der alle tre har atelier i Berlin og Tine Helleshøj fra Ålborg og June Jin, Lisa Lach-Nielsen, Mikkel Rundin og Stig Agge Larsen fra København. - Jeg tror, at det har givet bonus, at vi for første gang var med til Art Copenhagen, siger Jan Brolykke. - Det gav os i hvert fald kontakten til Lars Bjerre, Tine Helleshøj og June Jin. - De har være nede for at se galleriet, og de kunne lide det. Der er ikke noget magen til. Galleri Labr flyttede tidligere på året ind i Gasværket på Roskilde Havn. I forhold til den gamle placering på Dronning Margrethes Vej har det betydet en stor fremgang i besøgende. - På en søndag kan der godt komme 300-400 mennesker her for at se vores udstilling, så der har vi en chance for at vise spændende kunstnere, siger Jan Brolykke. - Normal kan det være svært at tiltrække folk til gallerier, hvis de ikke går målrettet efter kunst. Men her er der mange, der lige kommer forbi. Der er endda nogle der også køber noget. - Nu har vi også fundet ud af at nye kunstnere godt vil til Roskilde når galleri og ambitioner passer sammen. - De nye kunstnere er med til at hæve overliggeren for os, siger Jan Brolykke. Udstillingen med de kunstnere har fernisering lørdag 14. december fra klokken 13 til 16. jp@roskildeavis.dk