Fortsæt til indhold

Forældre giver gode karakterer til dagtilbud

En spørgeskemaundersøgelse viser, at forældrene i Varde Kommune er godt tilfredse med deres dagpleje og daginstitution

Arkiv
Kim Schou

Skalaen går fra et til fem – med fem som det højeste, og Varde Kommune scorer en gennemsnits-”karakter” på 4.23, når det gælder de kommunale og selvejende dagtilbud, altså daginstitutioner og dagpleje.
Sådan lyder resultatet af en undersøgelse, der i efteråret blev gennemført blandt alle forældre med børn i kommunens dagtilbud. Med en score på 4.23 ligger Varde Kommune både over landsgennemsnittet på 4.11 og over gennemsnittet i Region Syddanmark, der er på 4.21 i en sammenligning med 13 kommuner, der har gennemført den samme undersøgelse.
Undersøgelsen blev foretaget ved hjælp af spørgeskemaer, og her var der 61,1 procent af forældrene i Varde Kommune, der gav sig tid til at være med. Dette er en høj svarprocent for en undersøgelse af denne type og resultaterne er derfor til at stole på.
"Det i sig selv er jo glædeligt – og det giver et rigtig godt billede af, hvordan forældrene vurderer de tilbud, vi har til dem," mener Karl Haahr, der er formand for Udvalget for Børn og Undervisning i Varde Kommune.
Men formanden har faktisk god grund til at være tilfreds med meget mere end svarprocenten.
Undersøgelsen viser nemlig, at 87 procent af forældrene er enten ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med de lokale dagtilbud. Ni procent svarer ”hverken/eller”, mens fire procent er enten ”utilfredse” eller ”meget utilfredse”.
"Forældrene er blevet spurgt om deres samlede tilfredshed med dagtilbuddet. I den forbindelse er der blevet spurgt særligt ind til forældrenes tilfredshed med den pædagogiske indsats, til samarbejdet med personalet, til børnenes relationer med hinanden, de fysiske rammer samt til fleksibilitet og valgmuligheder i dagtilbuddet," fortsætter Karl Haahr.

Arbejder videre lokalt

Det flotte resultat til trods, erkender udvalgsformanden dog, at der altså er fire procent af forældrene, der ikke er tilfredse.
"Her har Varde Kommune en opgave," mener han.
"Undersøgelsens resultat vil derfor efter nytår blive drøftet lokalt i det enkelte dagtilbud, både i personalegrupperne og med bestyrelser og forældre. På den måde bliver det forhåbentlig mere tydeligt, hvordan hvert dagtilbud kan udvikle sig, og hvor der kan gøres en ekstra indsats," slutter Karl Haar, der som bekendt ikke selv fortsætter på formandsposten efter årsskiftet, men sender stafetten videre til medlemmerne af det ”nye” udvalg for Børn og Undervisning i Varde Kommune.