Støttestævne med masser af skæg
I Nord-Als Idrætscenter har der været afholdt et støttestævne, hvor hele overskuddet er gået til Movember Organisationen, som støtter forskning indenfor testikel- og prostatakræft.
Movember organisationen har gennem de seneste år opfordret mænd til at lade overskægget gro i november måned og dermed sætte fokus på de to ovennævnte kræftformer. Mange har fulgt denne opfordring i forbindelse med Nord-Als Boldklub's støttestævne, hvilket betød, at mange forskellige overskæg gæstede idrætscenteret denne lørdag.
Holdet fra Mc Donalds løb med sejren i A-finalerunden, mens SIM-TEC ApS løb med sejren i B-finalerunden. Alle seks hold, som var repræsenteret i de to finale runder, fik flotte præmier - bl.a. fra Gillette.
Midtvejs i stævnet modtog Mikael Kjærgaard et gavekort på 1.000 kroner sponsoreret af Andelskassen, efter at hans overskæg af Andelskassen var blevet valgt til stævnets flotteste.
Ved stævnet lykkedes det gennem sponsorer, bidragsydere, spillere, hjælpere og tilskuere at samle 15.200 kroner ind til kræftforskningen.