Fortsæt til indhold

Årets Varde Julepynt fra Butikken i Gården er en succes!

Rigtig mange har i de første juleuger lagt vejen forbi Butikken i Gården når de har været på julehandel i Vardes andre butikker

Arkiv
Kim Schou

I år er der gennem et samarbejde mellem Frivillighuset Varde og Nisselauget blevet lavet fem forskellige stykker julepynt med motiver af Varde bys flotte nisser. Salget og overskuddet fra nissesalget skal give et økonomisk grundlag for at lave en ”social økonomisk virksomhed”.
"Den sociale økonomiske virksomhed skal give en økonomisk saltvandsindsprøjtning til de foreninger der har behovet derfor. Derfor er Frivillighuset Varde og Nisselauget stolte over, at ”vores alle sammens nisser i varde by” kommer så mange til gode som muligt," fortæller Flemming Nissen fra Nisselauget.
Allerede på nuværende tidspunkt har der været mange forbi den lille hyggelige nissebutik for at købe en nisse eller to til at hænge på juletræet, i vinduet eller give som gave.
"De mange positive reaktioner fra vores kunder i Butikken i Gården har givet os troen på, at Varde by er klar til at markedsføre sig mere bredt i forhold til at være ”nissernes by nr. 1” og at ideen med at lave ”årets Varde julepynt” har været en helt oplagt videre udvikling der af," siger Trine Rasmussen, der sammen med Liv Klint Andersen og andre kvinder fra Frivillighuset er at finde bag disken i Butikken i Gården.
"Vi er nogle stykker der har valgt at bruge nogle eftermiddage her i december måned på at give en ekstra ”frivillig hånd”, for både at få butikken op at stå og ligeledes betjene og hyggesnakke med kunderne der kommer ind i butikken," siger Liv Klint Andersen. Derfor betyder det meget for os, at der har været så mange forbi til en lille snak og rigtig mange har set frem til at se julepynten fordi de har læst om det i lokal aviserne. At det hele så går til et godt formål, gør jo bare det hele lidt bedre og derfor gør vi gerne en ekstra indsats i december måned," fortæller Liv og Trine.
Hvis du er nysgerrig efter at se Årets julepynt i Varde med de søde nissemotiver du kender fra bybilledet, så kig ned i Butikken i Gården. Der er stadig flere nisser til salg, og der er lige kommet en ekstra sending, så der er også en lille nisse til dig i år