Peter Graulund, Hobbitten...
Mangler du noget at læse i til Weekenden? Eller til julegaver? Så kig her. Vi har samlet et par af de helt nye bøger
Hvis du hører til dem, der synes, det er skønt at fordybe sig i en bog, så er der nye titler på gaden. Flere af dem også som e-bøger, hvis du bedre kan lide at sidde med din reader eller iPad eller smartphone. Bøger er også dejlige julegaver.
En af dem, du kan smide under træet er bogen om Peter Graulund.
Det var en bevægende aften, da Aarhus i oktober 2012 sagde farvel til en af byens helte. Efter 18 år i det professionelle fodboldcirkus kunne Peter Graulunds krop ikke mere.
Nu vender han i denne bog tilbage med historien om et liv med mål i blikket, nummer 11 på ryggen og mere ild og ærlighed i hjertet end de fleste.
Bogen er en personlig beretning om en rejse fra en turbulent barndom til en tilværelse som moden fordboldpensionist med ar på benene.
Peter Graulund fortæller hudløst ærligt om livet som fodboldspiller med store omkostninger gemt bag den høje løn og jubelbrølet på stadion. Vi kommer tæt på livet i alle de klubber, Peter Graulund har spillet i, og især løfter han sløret for sin lange tid i AGF, hvor han kom på kant med både medspillere og trænere, men også blev et ikon og elsket af en hel by.
Udover Peter Graulund selv medvirker blandt andre Ebbe Sand, Morten Olsen, Brian Steen Nielsen, Jesper Grønkjær og Søren Colding i bogen, der er et must-read af de sjældne om en hårdtarbejdende fodboldspiller, der altid spillede med nummer 11 på ryggen.
Jeg er nr. 11 af Graulund, vejledende udsalgspris 299,95 kroner
Tolkiens klassiker "Hobbitten" er højaktuel igen på grund af Peter Jacksons filmatisering. Dertil kommer, at den berømte roman i 2012 kunne fejre sit 75-års jubilæum; den udkom første gang i 1937. På Gyldendal fejrede man Tolkien og "Hobbitten" på mange planer. Denne udgave af bogen var toppen af kransekagen, den smukke jubilæumsudgave, hvor både omslag, illustrationer og kort er Tolkiens egne originaler. Der er forord ved både Tolkien selv og hans søn Christopher. Desuden er romanen blevet nyoversat af en af Danmark største Tolkien-kendere, Jakob Levinsen. Så læn dig tilbage og nyd den udødelige romanklassiker om hobbitten Bilbo Sækker, der meget mod sin vilje bliver udpeget af troldmanden Gandalf til at ledsage tretten dværge på deres generobringstogt af den enorme skat, der nidkært vogtes af dragen Smaug. Og som undervejs tilfældigt render ind i mørkevæsenet Gollum og vinder hans mærkelige ring fra ham i en dyst om ordspil og gåder.
Hobbiten af Tolkien. vejledende udsalgspris 299,95 kroner
Danmarkshistorien er fuld af fortællinger om store mænd og deres begivenheder. Omvendt er den knap så fuld af de store kvinder, deres kampe, deres bedrifter, trængsler, ofre, sejre og nederlag. Men de findes, kvinderne, der kæmpede for bedre vilkår, stemmeret, ligestilling, indflydelse; kvinder, der kæmpede for at blive hørt, at vise, hvem de var og hvad de kunne.
De fleste kvinder portrætteret i denne bog klarede sig, om end med ryggen mod muren. Hvis den ene skulder brækkede, bar de på den anden. De offergjorde ikke sig selv, når det ikke lykkedes for dem. Eller når de lykkedes med noget helt andet, end de havde forventet.
Deres udgangspunkt var kønsbestemt. Op gennem århundrederne forsøgte de at sætte deres præg på institutioner, tankegang, politik. Man kan spejle sig i dem, og måske undre sig. Hvorfra fik de styrken og modet? Er de forbilleder eller uopnåelige? Hvad var de oppe imod?
Den allerfarligste barriere for kvinder er troen på, at kvinder er ens. Alle kvinder. At man kan slutte fra sin egen kone (eller mor), hvordan alle andre kvinder tænker og fungerer i enhver situation. Stereotypiseringen lægger gift ud.
Men her er så mere end 50 portrætter, der viser kvinderne råt for usødet, så man selv kan se, at de først og fremmest var personer, der bare med fuld ret og rimelighed havde brug for at få samme muligheder, samme rettigheder og samme pligter, som den anden halvdel af samfundet.
Og de fleste gjorde en forskel og forandrede deres samtid og deres eftertid. Dagmar, Margrethe I, Mor Sigbrit, Ellen Marsvin, Anne Gøye, Leonora Christine, Juliane Marie, Charlotte Dorothea Biehl, Charlotte Schimmelmann, Thomasine Gyllembourg, Madam Mangor, Johanne Luise Heiberg, Nathalie Zahle, Mathilde Fibiger, Mathilde Bajer, Emma Gad, Anna Ancher, Nina Bang, Agnes Henningsen, Andrea Borchmann, Betty Nansen, Thit Jensen, Asta Nielsen, Lis Jacobsen, Karen Blixen, Emilie Sannom, Liva Weel, Bodil Koch, Inger Merete Nordentoft, Lis Groes, Grethe Kolbe, Astrid Henning-Jensen, Lise Nørgaard, Tove Ditlevsen, rødstrømperne, Elsa Gress, forretningskvinderne, Margrethe II, plattedamerne, Ritt Bjerregaard, Jytte Abildstrøm, Pia Kjærsgaard, Mimi Jakobsen, Anne Linnet, Helle Thorning-Schmidt, Anja Andersen og mange andre.
Maria Helleberg, Kvinder der forandrede danmark vejledende udsalgspris 299,95 kroner
En flot og anderledes sangbog med lydpanel, der afspiller melodien, så man kan lære de sange, man ikke kender, eller som man ikke lige kan huske.
Bogen indeholder 40 kendte og nogle lidt mindre kendte sange, der synges ude omkring i vuggestuer, legestuer og børnehaver. Så voksne (og børn) i alle aldre kan være med og synge gamle klassikere og lære nye sange.
Lydpanelet er avanceret og adskiller sig fra tidligere sangbøger, da man kan spole frem og tilbage og skrue op og ned for lyden.
Smukt og sjovt illustreret af Lea Leten.
Sange: Sur sur lille bi omkring, Hjulene på bussen, I skoven skule være gilde, Spørgejørgen, Jeg er en lille undulat, Haren hist i grøften sad og sov, Jeg fandt en sang på vejen, På en grøn bakketop, Blæksprutten Olsen
Syng med os. Børnesangbog. vejledende udsalgspris 249,95 kroner.