Fortsæt til indhold

Lokale volleypiger med international træner

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Sønderborg Volleyballklub (SØVK) har igen formået at få et U 16 pigehold frem blandt de bedste i Danmark.
Holdet består af en gruppe piger i alderen 13-15 år, som startede med kidsvolleyball for omkring seks år siden. Med gode, lokale volleytrænere er det lykkedes at fastholde pigerne, og i dag har klubben en solid bruttotrup på tolv piger.
Som noget nyt har klubben i samarbejde med Idrætshøjskolen skaffet pigerne en international træner, som sørger for at pigerne træner mellem 6 og 8 timer om ugen.
Han hedder Robin Bhaggan og er fra Holland. Han har hele sit liv været involveret i volleyball og har en fortid på Hollands ungdomslandshold. Han har desuden trænet elitespillere både i Holland og USA.
Samarbejdsmodellen mellem SØVK og IHS er, at Robin Bhaggan er elev på Idrætshøjskolen samtidig med, at han træner pigerne i klubben. I det nye år fortsætter han på IHS Sportscollege og får dermed også mere tid til at koncentrere sig om træningen med pigerne.
Mellem jul og nytår bliver der lejlighed til at teste pigernes spillemæssige og tekniske niveau, når holdet deltager i en international turnering i Holland. Og i det hele taget er man i SØVK spændte på, hvor langt holdet kan nå i denne sæson.