Fortsæt til indhold

Royal Oak holder niveau

Den flotte bane ved Jels Nedersø sætter punktum for en sæson, der trods en svær start blev rigtig vellykket

Arkiv
Arkiv

Mange gæster og en pæn tilgang af nye medlemmer. Royal Oak, som er et af landets bedste golfanlæg, kan se tilbage på en sæson, der har budt på både udfordringer og succes'er.
“Vi kan se en forbedring af vore økonomiske resultater og holder samtidig banens høje standard,” siger Jesper Engsig Christensen, direktør i Jørgen Schou Holding A/S, der står for driften af Royal Oak.
Det er familien Schou, der ejer Royal Oak, som blev anlagt af Andreas Schou i 1992.
“Vi fik en hård start med en hård og lang vinter. Til gengæld har vi nydt godt af den lange og tørre sommer, fordi vi har vandingsanlæg på banen. Så den har været god at spille på,” siger Jesper Engsig Christensen, der understreger, at der stadig kan spilles, selv om den megen regn selvfølgelig sætter sit præg og den seneste storm gav knækkede træer.

Mange tilbud

Den finansielle krise har ramt golfbanerne hårdt, men Royal Oak har været ude med tilbud til nye medlemmer om kontingent og uden indskud, ligesom særtilbud på greenfee-priserne har gjort det muligt at spille for at spille meget billigt.
“Vi kan glæde os over, at antallet af gæster har været stort set uændret – mellem 8000 og 9000 - og vi har fået mere end 60 nye medlemmer. Men det er også det, vi skal have for at holde vores målsætninger for medlemstal, for der forsvinder jo også nogen,” siger Jesper Engsig Christensen.
Golfbanen har desuden succes med sin erhvervsklub, der tilbyder fire arrangementer om året.