Fortsæt til indhold

Sydbank tager en tur mere

Treårig forlængelse af hovedsponsoratet med ishockeyflagskibet uddyber det stærke samarbejde mellem SønderjyskE og Sydbank

Arkiv
Arkiv

Sidste søndag eftermiddag offentliggjorde SønderjyskE sammen med Sydbank en vigtig og historisk aftale med navnerettighederne til landsdelens nye fodboldstadion, Sydbank Park.
Banken understreger nu sit store, lokale engagement med en treårig forlængelse af hovedsponsoratet i SønderjyskE Ishockey.
"Vi er meget stolte over, at Sydbank så markant er på banen for det lyseblå ishockeyprojekt. Den treårige forlængelse af hovedsponsoraftalen er af afgørende betydning for den langsigtede planlægning i ishockeyvirksomheden, og ikke mindst giver det os troen på, at SønderjyskE fortsat kan markere sig i toppen af dansk ishockey," understreger Klaus B. Rasmussen, administrerende direktør i SønderjyskE.

Blåstempling

SønderjyskE's direktør glæder sig over de to aftaler indenfor ishockey og fodbold, hvilket understreger det stærke samarbejde mellem SønderjyskE og Sydbank:
"Sydbank har siden 2004 været en engageret samarbejdspartner, som har bidraget meget aktivt til udviklingen af landsdelsprojektet SønderjyskE. Vi ser Sydbanks store, lokale engagement som en blåstempling af projektet, og det giver grund til optimisme og tro på fremtiden," uddyber Klaus B. Rasmussen.

Tilfreds bank

I Sydbank er der også tilfredshed med den treårige forlængelse af hovedsponsoratet i SønderjyskE Ishockey:
"Sydbank er en stor, men lokalforankret bank, og det lokale engagement betyder rigtig meget for os. Derfor er vi glade for at forlænge vores aftale med SønderjyskE og være en del af Sønderjyllands eliteidræt, ligesom Sydbank er en aktiv medspiller i landsdelens breddeidræt. Aftalen understreger vores gode samarbejde med SønderjyskE, og det er med stor tilfredshed, at vi har forlænget aftalen, så vi fortsat er at finde på maven af områdets bedste ishockeyspillere," fortæller Henning Danielsen Dam, områdedirektør i Sydbank.