Fortsæt til indhold

Søs Fenger synger nytåret ind i Køge

Medvirker ved Hjemmeværnet for Køge og Omegns nytårskoncert søndag den 5. januar.

Arkiv
Arkiv

NYTÅRSKONCERT: Det bliver den danske pop-sangerinde, guitarist og sangskriver Søs Fenger, der lægger sangstemme til den årlige nytårskoncert i Teatersalen på Asgård Skole, Norsvej i Køge. Det sker søndag den 5. januar 2014 kl. 14.00.
40 musikere fra Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde leverer musikken under ledelse af den kyndige musikdirigent - Rasmus Kærsgaard.
Nytårskoncerten er offentlig og med gratis adgang, men teatersalen har sin publikumsmæssige begrænsning, hvorfor adgang kræver en adgangsbillet. Billetterne udleveres gratis fra i morgen fredag den 13. december i Køge Boglade, Brogade 15 i Køge.
Billetterne udleveres efter ”først-til-mølle-princippet” – og det er værd at bemærke, at der til sidste nytårskoncert var ”udsolgt” på få dage, fortæller Bruno Juul fra Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn.
Alle generationer kender Søs Fenger og genkender hende på hendes store hits – f.eks. ”Holder Øje Med Dig”, ”Inderst Inde”, ”Sidste Time” og ”Hvor end jeg går hen”.
De yngre generationer kender bl.a. Søs Fenger fra TV2-julekalenderen i 2011, hvor hun stod bag titelsangen i ”Ludvig & Julemanden”. Søs Fenger har siden 1980'ene været et af de mest succesfulde navne i den danske musikverden.
- Glæd dig til en koncert, hvor Søs Fenger kommer helt ud over scenen og er i tæt kontakt med publikum. Sammen med musikkorpset giver Søs Fenger publikum en flot og festlig oplevelse – en rigtig dejlig og varm nytårskoncert, siger Bruno Juul.
Det er Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn, der – ligesom de seneste år – står for afviklingen af den gratis nytårskoncert.
Samarbejdspartnere, som Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland, Køge Kommune, Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde, Køge Kultur Fond, Køge Medie Center, m.fl., har givet arrangementet en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Køges nye borgmester, Flemming Christensen, har lovet at overvære koncerten og give en velkomst- og nytårshilsen til publikum.
pm