Dalbydreng kåret til Årets Spiller
Hjemmesiden Fjordbold.dk har kåret Årets Spiller blandt de lokale fodboldspillere
Fodbold Fjordbold.dk har gennemført en afstemning, hvor sidens besøgende skulle være med til at vælge en Årets Spiller i Frederikssund kommune. Der var 1004 der benyttede sig af muligheden og de 234 satte deres kryds ved den spiller, Dalby IF havde indstillet, nemlig Ziad Faour, som dermed vandt afstemningen. Han blev tæt fulgt af den fra Slangerup OIF indstillede, Jesper Nielsen, som fik 227 til at stemme på sig. Ziad Faour har spillet i Dalby IF siden 2011, han er fast mand på førsteholdet, hvor han primært er placeret som offensiv midtbanespiller, og han har haft sin store andel i holdets fine placering som nr. 1 i serie 3. Men han deltager da også tit i angrebet, hvor det ind imellem også lykkes ham at score. Han har et stort løbepensum, han har ved sit venlige og udadvendte væsen, vundet alles hjerter, både holdkammerater, ledere og tilskuere, og har valgt Dalby IF som SIN, klub, selvom han er bosiddende i Hillerød og en 3-4 gange ugentlig må tage turen til den lille klub i Hornsherred. De to øverstplacerede har fået deres præmie for deres præstation, dels et par fodboldstøvler efter eget valg til vinderen, dels en fin træningsdragt til nr. 2. Begge dele sponsoreret af Torben Hansen Sport, Frederikssund.