Fortsæt til indhold

Orange hoveder tager hånd om hænder

Roskilde Festival laver månedlang sommerlejr for i alt 8.000 deltagere på Musicon

Arkiv
Henrik Wanscher

Når man skal slå sig på en karrierevej, er et af de helt afgørende spørgsmål, hvorvidt ens primære fokus skal være på at udvikle hovedet eller hænderne.
Ifølge Roskilde Festivalen er samfundet i dag blevet sådan, at der lægges meget vægt på hovedet, mens man ikke tager sig tilstrækkeligt med tid til at udvikle de praktiske sanser.
Af den grund har Festivalen med udgangspunkt i undergruppen Orange Innovation valgt at deres nyeste satsning skal være et sommerlejrforløb, hvor der er mere fokus på hændernes.
Sommerlejren er todelt og hedder Made og Made by Kids.
Den skal foregå på Musicon igennem hele august og skulle gerne blive et fast årligt indslag, der samlet tiltrækker op mod 8.000 mennesker.
- Vores ønske er at være med til at skabe en balance mellem indsatsen for at fremme udviklingen af hovedet og hænderne, Luise Schärfe.
- Målet er, at man hos os under vejledning fra eksperter skal komme og skabe ting, der derefter også kan tages med hjem, tilføjer hun.

Går efter interessen

Modsat den traditionelle Festival har man valgt at sommerlejren ikke skal have noget med musik at gøre.
Ligeledes har man besluttet, at der skal satses på en bredere aldersgruppe, end man normalt vil støde på, når det går løs på Dyrskuepladsen.
Således er sommerlejrforløbet sådan skruet sammen, at de første 14 dage er målrettet børn i alderen 9 til 13 år og går under navnet Made by Kids.
Månedens sidste par uger er skruet sammen til voksne og hedder bare Made.
Desuden har man lavet en opdeling af lejren, så deltagernes billetter gælder til underforløb, der varer mellem 3 og 6 dage og fokuserer på forskellige emner under.
- Man er nødt til at tænke i aldersgrupper og lignende, men overordnet set forsøger vi mest at fokusere på, hvad der interesserer folk, fortæller Luise Schärfe og fortsætter:
- Vi har været meget ude og undersøge, hvad folk synes er spændende, og det er fantastisk, hvad folk knokler med i deres garager.

Under navnet Made by Kids kan børn mellem 9 og 13 kommer på sommerlejr, hvor de blandt andet kan blive udfordret i forskellige slags streetsportsgrene. (Arkivfoto: Erling J.)

Godt naboskab

Udover arbejdet med at tilrettelægge indholdet af sommerlejrforløbet har folkene bag Made og Made by Kids skulle løse en masse praktiske opgaver.
Blandt andet kræver det plads at huse alle deltagerne.
Ifølge Luise Schärfe var det ikke noget stort problem med børnene, der kommer til at sove på teknisk skole.
Hvordan man løser overnatning for de voksne er stadig ikke klart, men man leger lidt med tanken om, at det måske skal være en del af oplevelsen, at man skal bygge sit eget midlertidige hjem.
Men det vigtigste har været at finde de helt rigtige omgivelser til Made og Made by Kids.
Her er valget faldet på Musicon, da stedet tilbyder både passende udendørs- og indendørsfaciliteter.
Luise Schärfe fortæller, at man godt er klar over, at der tidligere har været problemer med, at store arrangementer på Musicon har været til gene for naboerne.
Hun mener dog, at det ikke vil være et problem med Made og Made by Kids.
- En af de gode ting ved Musicon er, at man kan være indenfor, så aktiviteterne ikke larmer og forstyrrer.
- Desuden forsøger vi at holde naboerne informeret løbende, så de ikke føler sig koblet af, siger projektlederen.

Hul i markedet

Man kan måske undre sig over, at Roskilde Festival har besluttet sig for at udvide deres repertoire.
Men ifølge Luise Schärfe er det en helt naturlig udvikling for Festivalen.
Hun forklarer, at Made og Made by Kids er projekter, der skal være med til at sikre Festivalens overordnede eksistens på længere sigt.
Dog understreger hun, at det ikke er meningen, at sommerlejrprojektet skal stå i skyggen af Festivalens aktiviteter på og omkring Dyrskuepladsen.
- Vores forhåbning er, at Made og Made by Kids inden alt for mange år vil kunne køre uafhængigt af resten af Festivalens arbejde.
- Vi mener, at vi har fundet et kæmpehul i markedet, og de reaktioner vi får fra folk, får os til at håbe på, at det faktisk kan lade sig gøre.

hw@roskildeavis.dk