Folkeoplysning ligger i nyt udvalgs hænder
Kulturudvalget skal efter nytår vedtage en kurs for dialogen med kommunens kultur- og foreningsliv.
DIALOG: Det bliver ikke et klassisk folkeoplysningsudvalg, der bliver kultur- og foreningslivets talerør til Køge Kommune fremover. Det står klart, efter byrådet på sit sidste møde i år afviste et forslag fra Bendt Lundsbjerg (Nær-demokratiet) om på ny at etablere et folkeoplysningsudvalg med tre politikere og et antal brugerrepræsentanter.
Folkeoplysningsudvalget blev nedlagt for snart fire år siden, og det er savnet, mener Bendt Lundsbjerg.
- Man nedlagde det gamle udvalg, fordi de to formænd ikke kunne enes, sagde Bendt Lundsbjerg med henvisning til kulturudvalgsformand Erik Swiatek (S) og refererede til, hvordan man en række andre steder på Sjælland stadig har velfungerende folkeoplysningsudvalg i den klassiske form.
Erik Swiatek afviste en diskussion af personlige relationer og fremhævede i stedet, at man efter hans opfattelse de seneste år har fået en langt bedre dialog end tidligere med de forskellige parter.
- Folkeoplysningsudvalget spillede fallit i den gamle form, og det var derfor, vi indførte en ny model for mere direkte involvering af kultur- og idrætslivet. Ved det sidste møde i folkeoplysningsudvalget var der 20 deltagere, mens langt flere har deltaget i møderne de senere år, så vi har fået en langt større kontakt med kultur- og idrætsliv, sagde han i forbindelse med byrådets behandling i tirsdags.
Her var der dred enighed om at lade det nye kulturudvalg efter nytår arbejde med, hvordan man aktivt vil høre og involvere kultur- og foreningslivet fremover.
- Alle kommer med og bliver hørt, lovede Anette Simoni (V), der bliver kulturudvalgsformand i den kommende byrådsperiode.