Hvordan går det?
Lene Bammeskov fra Varde er klar med en ny sundhedsapp der sætter din trivsel i fokus og skaber sammenhæng mellem hverdag og humør
Trives du i din hverdag? Eller går du med en følelse af, at livet passerer forbi uden, at du helt når at 'leve'? En ny unik sundhedsapp How Are You? hjælper dig med dagligt at mærke efter og holde øje med din trivsel i hverdagen. Et enkelt og gennemprøvet smiley-system kobles op på din smartphonekalender og synliggør de ting i din hverdag, der spænder ben for din trivsel. Metoden, der ligger til grund for How Are You? app'en, er udviklet af Cand. Psych. Aut. Lene Bammeskov, der siden 2008 har arbejdet målrettet med denne særlige registreringsmetode i sin praksis.
”Når et menneske rammes af en krise – uanset om der er tale om problemer i parforholdet, stress, depression eller angst - så er krisen ofte lang tid undervejs,” fortæller Lene Bammeskov, som selv bruger den nye app.
”Den er med til at give rytme i min hverdag. Stresssymptomer oplever man ofte for sent. Her fortæller den mig om min daglige rytme,” fortæller hun.
”Mange føler sig enormt svage, når det går op for dem, at de har mistet grebet om deres liv, og de spørger sig selv, hvordan de kunne overse, at det var ved at gå galt,” siger hun.
”Men det kan være en ganske vanskelig øvelse for vores hjerne at bevare overblik over vores trivsel – særligt hvis vi har en travl og krævende hverdag. Hvor mange af os kan f. eks. på stående fod beskrive vores humør de sidste to-tre dage og samtidig huske, hvad vi har lavet, og hvem vi har været omgivet af?
”Inden jeg begyndte at anvende smileys til registrering af mine klienters trivsel, bad jeg mine klienter føre dagbog. Men denne metode viste sig for ressource- og tidskrævende. Mange klienter oplevede metoden som en stressfaktor, og mine samarbejdspartnere kunne ikke få det hurtige overblik, de behøvede.”
“Derfor bad jeg mine klienter simplificere deres noter til blot at lave en smiley, og det viste sig hurtigt, at smiley-systemet var mere overskueligt at bruge. Sammenlagt med klienternes kalendernoter kunne vi begynde at sætte trivsel og hverdag i sammenhæng,” slutter Lene Bammeskov.
App’en
Efterhånden som flere af Lene Bammeskovs klienter begyndte at benytte kalenderen på deres smartphone frem for en papirkalender, opstod ideen til at udvikle en app, der kunne sammensmelte smileys og kalender - og skabe visuel sammenhæng mellem hverdag og humør.
Fremgangsmåden er ganske simpel: Ud fra app'ens enkle smiley-system registrerer du din trivsel dag for dag – gerne flere gange dagligt - direkte i app'ens kalender. How Are You? henter de noterede aktiviteter fra din smartphonekalender og kobler dem med dine smileys. Netop denne kobling gør app'en unik indenfor sit felt.
Den visuelle præsentation af din aktuelle trivsel sammenholdt med dine daglige aktiviteter kan allerede efter en kortere periode vise et klart mønster og hjælpe dig til at se en sammenhæng mellem det liv, du lever og den trivsel, du oplever. Med How Are You? bliver du med andre ord klogere på, hvad der fungerer i dit liv, og hvad der kontinuerligt medfører negative røde smileys.
Resultaterne
Resultaterne fra de daglige, ugentlige og månedlige målinger samles i app'ens enkle statistikker, så du løbende får et tydeligt og visuelt billede af din trivsel.
Er du i et behandlingsforløb i forbindelse med fx depression eller stress, kan resultaterne nemt deles med en behandler eller en pårørende, der herigennem hurtigt kan danne sig overblik over din trivsel – både hvad angår udsving og udvikling såvel som potentielle årsager til dit aktuelle trivselsbillede. How Are You? kan bruges som en overbliksgiver på din generelle trivsel i livet og kan også benyttes mere specifikt til at måle fx din arbejdsglæde, dit parforhold eller dit sexliv, alt efter dit behov.