Fortsæt til indhold

Ny kommuneplan kan bremse marinaens udvikling

Plads til boliger og erhvervsturisme er helt centralt for Køge Marinas udvikling, mener ejendomsudvikler, men den nye kommuneplan giver ikke mulighed for det.

Arkiv
Martin Rasmussen

UDVIKLING: Udvidelsen af Køge Marina er i fuld gang, og inden længe står området klar med nye landområder, der inviterer til udvikling og nye tilbud i det populære udflugtsmål for køgenserne.
Men måske kan udviklingen blive bremset, allerede inden den for alvor kommer i gang, for den nye kommuneplan, der ifølge planen vedtages i byrådet på årets sidste møde, åbner ikke mulighed for nye boliger og erhvervsturisme på Køge Marina, og det bliver et konkret problem, hvis man drømmer om at tiltrække private investorer til området.
Det fortæller Uffe Petersen fra udviklingsselskabet Strandbygruppen, der arbejder med at sikre finansiering af udviklingsprojekter ved at formidle kontakt til investorer, og som det seneste halvandet års tid har været involveret i udviklingen af Køge Marina.
Han vurderer, at der er et stort potentiale i Køge Marina, og at der vil være investorer til at udviklingsprojektet, men muligheden for at opføre boliger er helt central, mener han.
- Jeg forstår, at det ikke er med i kommuneplanen - som den ser ud nu, så ligner det ikke en investorvenlig plan. Muligheden for boliger og erhvervsturisme er helt afgørende, hvis man skal kunne tiltrække investorer til Køge Marina, siger han.
- Det er ret enkelt. Hvis man vil realisere nogle af de ønsker, der er planlagt på marinaen via køb af kommunale grunde af investorer, så skal der være det rigtige mix af boliger og erhvervsturisme, udbygger Uffe Petersen.
Byrådet behandler sagen i næste uge.