Fortsæt til indhold

Længere åbningstid hos Skovbrynet i Ølgod fra nytår

Udvalget for Børn og Undervisning imødekommer et ønske fra lokal-området. Åbningstiden vokser med fire timer om ugen

Arkiv
Kim Schou

For børnefamilier i den nordlige del af Varde Kommune bliver der fra årsskiftet mulighed for yderligere kommunal pasning af de alleryngste familiemedlemmer.
Daginstitutionen Skovbrynet på Skovsvinget i Ølgod udvider nemlig den ugentlige åbningstid med fire timer. Det betyder, at dørene bliver slået op klokken 05.45 hver morgen fra mandag til fredag, og de bliver først lukket igen klokken 17.15, bortset fra fredag, hvor det sker klokken 16.00.
"Dermed imødekommer vi et ønske fra såvel forældre som fra det lokale erhvervsliv," oplyser Karl Haahr, der er formand for Udvalget for Børn og Undervisning i Varde Kommune.
Samtidig bliver et tilsvarende ønske opfyldt længere mod syd i kommunen, nemlig i Varde by, hvor den selvejende institution Søndermarken på Plantagevej i Varde, også står på spring med en udvidet åbningstid.
"Også den træder i kraft fra årsskiftet, og her bliver der tale om en udvidelse på hele 10 timer om ugen. Det betyder, at den daglige åbningstid bliver fra 05.30 til 18.00 alle uges hverdage," fortsætter Karl Haahr.