Fortsæt til indhold

Publikum skaber en helvedes atmosfære

Morten Thrane glæder sig til at møde KIF Kolding med en fyldt Skansen i ryggen

Arkiv
Mikkel Hansen

SønderjyskE's højre back Morten Thrane flyttede til Sønderborg for et år siden. Her ventede billige soda og et dumt trafikuheld, så nu har ikke bare kaffen - men også cyklen - stå.
Lokalavisen har mødt Morten Thrane, der glæder sig til at møde KIF Kolding København på en hjemmebane på kogepunktet.

Christopher Fors vil gerne spørge dig: Hvornår bliver du voksen nok til at drikke kaffe?

Det gør jeg aldrig. Jeg bryder mig faktisk slet ikke om varme drikke. Jeg tager hellere en kold cola, også selv om der er 10 graders frost. Mine forældre drikker godt nok masser af kaffe, men det er aldrig gået i arv til mig.

Har du så andre laster?

Sodavand har faktisk været en stor last. Jeg kunne sagtens drikke 4-5 sodavand om dagen, og så var det jo egentlig ikke særlig smart at flytte tæt på grænsen og de billige sodavand. Man kommer jo hurtigt til at bule ud de forkerte steder. I dag kan jeg sagtens nøjes med en enkelt sodavand om dagen.

Hvornår begyndte du at spille håndbold?

Da jeg var 10 år gammel. Jeg begyndte i den lokale klub i Nivå på Nordsjælland. Senere, da jeg var 15-årig, kom jeg til Ajax, hvor jeg spillede de sidste ungdomsårs samt tre år som senior.
Jeg var allerede begyndt som 4-årig til fodbold, men da jeg skulle vælge mellem håndbold og fodbold, blev det håndbold. Det var sjovere, for jeg fik mere opmærksomhed. Jeg først udtaget til talenttræning og senere til U og Y-landsholdet.
Fra Ajax tog jeg til Fredericia og siden HC Midtjylland, inden jeg kom til SønderjyskE sidste sommer.

Da vi talte sidste år, havde du stadig ikke fået købt en ny cykel, efter det trafikuheld, du blev ramt af. Er du begyndt at trampe i pedalerne nu?

Nej, jeg har faktisk stadig ikke fået købt en cykel. Det er ikke fordi, jeg er bange for at cykle igen, men jeg har bare ikke fået købt en. Det er lettere at få hverdagen til at hænge sammen, hvis jeg tager bilen til og fra arbejde og træning.

I møder KIF Kolding København i næste kamp. Hvad kan vi forvente af den kamp?

Det bliver nok en kamp, der minder meget om de sidste tætte hjemmekampe mod Århus og Aalborg. Vi smider tøjlerne og fighter for vores chance. Selv forventninger til os er steget, så er vi stadig ikke favoritter, men vi så KIF tabte til Skanderborg, så vi ved, at de er til at tale med.

Føler I at forventninger til jer er vokset?

Ja, der er en udbredt forventning til at vi får point hver gang vi går på banen. Så der er kommet større forventninger til os, og jeg synes, at det er berettiget.
Det er fedt at høre, hvordan nogle af de store hold ikke synes, at det er sjovt at komme til Skansen. Vi synes til gengæld det er fedt, at møde de store hold som KIF. Vi skal være bevægelige og løbe mod dem, og så har vi jo et par rigtig gode målmænd. Så håber vi bare, at vi får et dommerpar, der ikke fløjter kampen i sænk.

Publikum har gjort Skansen til en frygtet udebane, men hvad betyder støtten fra tilskuerne helt konkret?

Den betyder alt. Der bliver jo skabt en helvedes atmosfære, der giver én gåsehud. Det er en medrivende og fornøjeligt, og jeg er ikke i tvivl om, at det lægger et stort pres på modstanderne.

SønderjyskE er for tiden et top 4-hold. Er det et retvisende billede?

Det er farligt, at sige vi har overpræsteret, men vi har lavet rigtigt gode resultater, hvor vi også har haft marginalerne på vores side.
Vi har vist højt niveau indtil videre, men vi mangler jo stadig hold som BSV og KIF, og i en tæt liga kan et nederlag hurtigt sende os et par pladser ned.

Kan medgangen og den store opbakning ikke gøre jer overmodige?

Det bliver ikke farligt, så længe vi selv holder fødderne på jorden og holder fokus. Vi skal stadig arbejde hårdt, men det er jo heller ikke tilfældigt, at vi lægger i top 4 nu.
Vi har spillet nogle gode kampe. At slutte med en fjerdeplads er ikke umulig, men der er lang vej endnu, og vi er stadig meget sårbare for skader.

Hvem skal Lokalavisen interviewe næste gang?

Det skal være Oliver Eggert. Jeg vil gerne vide, hvornår vi igen kan se ham juble i en GOG-trøje på tv?