Røde Kors i Esbjerg sender 200.000 kr. til Filippinerne
Røde Kors i Esbjerg har netop besluttet at give 200.000 kroner til hjælpearbejdet i Fillippinerne og har samtidig stillet 200 indsamlingsbøsser op i Esbjergs butikker. Røde Kors håber, at den lokale kampagne vil få esbjergenserne til at donere lidt ekstra i julehandlen.
Den nødstedte filippinske befolkning kan være glade for Røde Kors i Esbjerg, der allerede få dage efter katastrofen startede en stor kampagne, der skal få lokale esbjergensere til at støtte hjælpearbejdet på den anden side af jordkloden.
"Frivillige har sørget for at få lavet plakater til taxaer og butikker og stillet 200 indsamlingsbøsser op, og bestyrelsen har netop valgt at sende 200.000 kroner afsted med det samme til den hårdt prøvede filippinske befolkning," siger leder af fundraisingudvalget i Røde Kors, Esbjerg Michael H. Jensen, og fortsætter:
"Det var ikke en svær beslutning for bestyrelsen at træffe. Vi har jo løbende kunne følge med i de omfattende ødelæggelser Fillippinerne er ramt af og de mange millioner af mennesker, som er berørte af Tyfonen. Pengene kommer blandt andet fra vore tre Røde Kors Butikker i Esbjerg."
Indtil nu har danskerne i meget høj grad bidraget til hjælpearbejdet. Røde Kors i Danmark har således samlet 7,5 millioner kroner ind til ofrene for tyfonen og sammen med penge fra Udenrigsministeriet har det gjort organisationen i stand til at hjælpe for i alt godt 12 mio. kroner indtil nu.
For de penge er der både blevet uddelt store mængder basal nødhjælp i form af mad, vand og medicin, men også blevet genetableret kommunikation, indkøbt tæpper og skabt rammer for at hele nødhjælpsoperationen kan lade sig gøre.