En lille fjer blev til syv mestertitler
Fornem præstation af Hvidovre Badminton-ungdom ved Københavns-mesterskaberne
En forbedring i forhold til sæsonen 2012, hvor det ¿kun¿ blev til seks første- og to andenpladser. I U13 rækken har HBC i Nikolaj Wolf et exceptionelt talent. Han er med sin hurtighed og forrygende teknik i en klasse for sig, og det var egentlig ikke uventet, at han satte sig på samtlige tre KM-titler. En magtdemonstration! I særdeleshed leverede Nikolaj Wolf en regulær magtdemonstration, da han genvandt sin herresingletitel. Ikke en eneste af konkurrenterne formåede undervejs at hente mere end 16 point pr. sæt imod den 12-årige Hvidovre-dreng, der i øvrigt er fast inventar på U13 landsholdet. I U19 gjorde Iben Bergstein, hvad hun plejer, da hun nåede finalen i alle tre rækker og vandt de to. Singlen imod Gentoftes Sofie Dahl var en intens og tæt kamp, hvor Iben Bergstein endte med gevinst på 21-16 i tredje sæt. Til gengæld blev damedoublen med makkeren Anita Bennetsen fra KMB2010 vundet efter to sæt, og endelig tabte Iben Bergstein finalen i mix sammen med klubkammeraten Christian Wolf i tre dramatiske sæt. Samme Christian Wolf, i øvrigt hårdtslående storebror til Nikolaj, tog siden revanche i herredoublen, da han sammen med Alexander Bond havde ¿license to kill¿, og fuldstændig pløkkede finalemodstandere fra KMB2010 op af væggen. Den sidste HBC-finaletriumf stod der Mette Werge på i U11. Hun stillede op i to rækker, nåede to finalepladser, vandt damesinglen uden at tabe sæt undervejs og var i mix, sammen med Lyngbys Magnus Kongshammer, meget tæt på en stor sensation, men måtte alligevel nøjes med sølv, da to matchbolde i tredje sæt ikke kunne omsættes til point. 22-24 i afgørende parti. HBC har i øvrigt en hel stime af unge spillere på vej, og i U11 piger var Mette Werge ikke ene om at nappe medaljer til klubben. Naja Maj Jonassen og Kajsa Nørregaard vandt nemlig begge bronze i single. En placering, som Rebecca Thorup også hentede i U13 damedouble, og endelig stod Mathilde Larsen for sidste HBC-medalje, da hun i U15 damedouble overraskende nåede finalen, men måtte se sig besejret i den afgørende kamp. Markante resultater af en stribe af HBC¿s unge og meget talentfulde aktører og en fremgang, der også bør tilskrives det enormt målrettede arbejde, der leveres af cheftræner Rune Ulsing og hans håndfuld af kompetente træner-kolleger.