Tredje gang var lykkens gang
Veteranbanen er et populært transportmiddel i juletiden
Omkring 400 rejste med årets juletog på veteranbanen mellem Haderslev og Vojens. Det betragter formanden for veteranbanen, Carsten Ørnsholt, som tilfredsstillende, taget i betragtning, af at det var første gang i mange år, der blev kørt med juletog.
"Der var da plads til flere i vores tog. Især om lørdagen. Men alligevel er vi samlet set godt tilfredse. Husk på at køre med juletoget er endnu ikke indarbejdet som en god og oplevelsesrig tradition her egnen. Men det kommer," siger en optimistisk Carsten Ørnsholt. Han henviser til, at både i 2011 og 2012 måtte juletoget aflyses. Sidste år på grund af en togafsporing ved Sommersted, som spærrede for juletogets fremkomst til Vojens.
"Så vi kan vist godt sige, at tredje gang i år var lykkens gang, tilføjer han.
Og Carsten Ørnsholt bebuder allerede nu, at der også bliver julekørsel med veterantoget næste år.
"Og da forventer vi, at vi kan tilbyde julehygge i røg og damp – helt ligesom i gamle dage. For da regner vi bestemt med, at have et helt nyrestaureret damplokomotiv fra 1917 klar til drift på vores bane."